Jakob og Peter Plys

Bare fordi man har rettighederne til at hive elskede børnebogsfigurer frem fra gemmerne, give dem et tyndt lag CGI og sende dem ud at tigge ved billetlugerne, betyder det ikke, at man bør gøre det.

Det gælder i hvert fald Disneys Jakob og Peter Plys, en halvoriginal familiefilm inspireret af A.A. Milnes udødelige børnehistorier.

Milnes morsomme, fornøjelige og ærkeengelske historier om en lille dreng og hans menageri af dyrevenner vækker stadig fryd på børneværelser verden over – ikke mindst hos de heldige unger, hvis forældre har overskud til at læse højt.

For andre er Plys desværre bedst kendt fra den franchise af film- og tv-serier, Walt Disney lancerede i 1960’erne. Her har Jakob, Plys og alle de andre fået amerikansk accent og deres eventyr en amerikansk morale.

I det nye skud på stammen er udgangspunktet, at Jakobs idylliske barndom, hvor han tumlede rundt i Hundredemeterskoven med Plys, Æsel, Grisling, Tigerdyret og alle de andre, for længst er fortid. Han spilles af den underligt aldersløse Ewan McGregor, er blevet gift og har stiftet familie.

Jakobs niårige datter Madeline er tæt på at blive skikket afsted på kostskole, et traume, han selv gennemlevede som barn. Men far har glemt alle barndommens glæder, han er blevet en arbejdsnarkoman og har brug for en magisk håndsrækning fra sine gamle venner.

For at gøre hans sødladne færd for at finde sit indre barn til acceptabel familieunderholdning har Disney hyret et drømmehold af filmskabere. Men ingen af dem kommer til at skrive filmen højest på deres cv.

Den er instrueret af Marc Forster, der tidligere har lavet en bred familiefilm ud fra en Disney-tegnefilm med Peter Pan-opdateringen. Hans medskyldige er manusforfattere: indie-darlingen Alex Ross Perry, Spotlight-instruktøren Tom McCarthy og Allison Schroeder, der havde en pen med i Hidden Figures.

Ved at løfte i samlet flok har de skabt en karakterløs og ret ligegyldig film.

Man har på fornemmelsen, at holdet har kigget misundeligt efter de fortryllende Paddington-film. Men hvor de film blev til dybt originale lækkerbiskener ved nænsomt at dosere respekt for kildematerialet med et sprudlende moderne temperament, føles Jakob og Peter Plys som en ærgerlig mikroovnsdessert.

Selv om den fører karaktererne hjem til deres hjemland – og lader dem tale engelsk, ikke amerikansk – fremstår filmen lige så harmløst kulturanonym som indretningen på en hotelrestaurant. Peter Plys er et engelsk nationalklenodie, men her er han gjort til en rodløs selskabsmaskot.

Skal man glædes over noget, kan man hæfte sig ved, at Disney ikke har givet Plys en makeover for at snige ham ind på det kinesiske marked. Åbenbart har han en uheldig lighed med Præsident Xi Jinping og regnes derfor for at være en politisk karikatur.

Man skal være meget forfalden til sirupssød sentimentalitet for ikke at stritte imod, men Jakob og Peter Plys har studiefilmens tilrettede glathed og er lige akkurat kompetent nok til, at man kan se den uden at få teen galt i halsen. Computeranimationen gør kræene nogenlunde troværdige, også selv om de levende bamser er lige på vippen til at være foruroligende unaturlige.

På skuespilfronten må kække Hayley Atwell ganske vist tage til takke med en intetsigende rolle som Jakobs kone, men Ewan McGregor er altid sympatisk. Også selv om det er svært helt at godtage ham som en stivrygget, engelsk flipproletar, ikke mindst i originalversionen, hvor man bemærker, at en britisk middelklasseaccent ikke just falder skotten naturligt.

Den kamel behøver man dog ikke sluge i Danmark, hvor man ud over originalversionen også kan se en dansksproget version i biografen.

Jakob og Peter Plys minder om en smadret honningkrukke på køkkengulvet, en formløs masse af sukret, klistret sjap.