James White

I instruktørdebutanten Josh Monds mere end glimrende indie-melodrama James White er kameraet totalt i titelpersonens fjæs – spillet med stenet autenticitet af Christopher Abbott. Og dermed kommer hans fjæs automatisk og lige så totalt i vores, beskuernes, fjæs.

Filmens første lange sekvens blænder insisterende eksemplarisk op for fjæset. Det er et ungt fjæs, på samme tid slidt og ufærdigt, virrende i et forblitzet klubmørke. Hård techno slår ud fra højttalerne, mens James kæmper med at få sine høretelefoner på, og da de omsider er på plads, hører vi, at det er blød soulmusik.

Vi er altså også inde i hans ører!

James bevæger sig søvngængeragtigt rundt i klubben, hilser fraværende på folk, tager høretelefonerne af og på og kommer omsider ud af klubben, hvor dagslyset rammer ham og os med brutal styrke. Han hyrer en taxa, suser af sted – og vi er stadig og hele tiden i hans fjæs, totalt – og når frem til et for os pænt forvirrende gravøl i en Manhattan-lejlighed.

Vi forstår, at Cynthia Nixon er James’ kræftsyge mor, Gail, og at gravøllet er for hans far, som han ikke har set i lang tid, og som i mellemtiden har fået en ny kone, nu enke, og en datter. Vi møder også James’ bedste ven, Nick (Scott Mescudi), og en ven af faren, Ben (Ron Livingston), der tilbyder James et job.

Nick og James ryger i byen igen, kommer i værtshusslagsmål og vågner hos en kvinde, som de sniger sig væk fra for at nå hjem til moren, der afholder jødisk gravøl, en shiva, for faren, hvilket pisser James voldsomt af. Og så er der gået et kvarter.

Det er en vidunderligt dynamisk og stresset måde at møde et fjæspå og få sat det i kontekst. Her er en hærværkende, eksistentielt forfjamsket, ikke længere så ung mand, der uselvisk ofrer sig for sin mor. Eller måske rettere bruger hendes sygdom som undskyldning for at sjuske med sit eget liv.

Men så er jeg ude i at være moralsk, og det er filmen faktisk ikke, selv om James får indtil flere velfortjente opsange fra sine nærmeste. Og også fordi den er så totalt i hans fjæs, og fordi det fjæs er så akkurat øretæveindbydende følsomt.

Pludselig er James ferierende hos Nick i Mexico. I rimelig godt humør flanerer han rundt og halvforelsker sig, men kaldes hjem til sin mor, der akut har fået det værre, og så bliver filmen for alvor mørk og vel faktisk også politisk. På et tidspunkt må James tvinge sin mor hjem fra hospitalet, ellers risikerer hun nemlig at miste retten til hospicepleje.

Fordi vi er så totalt i James’ fjæs, fordi vi hele tiden er i solidarisk, omkringvæltende øjenhøjde med hans desperation og rådvildhed, bliver denne udstilling af det horrible amerikanske sundhedssystem aldrig agitprop-skinger.

Også sentimentalitet er en fare i sådan en historie.

Cynthia Nixon kunne have kidnappet filmen med en stor, Oscar-værdig tur, men det forhindrer James-fokuseringen. Hvilket i en vis, lige præcis moralsk forstand virker uretfærdigt. For hvem har det lige værst?

Men jeg tænker, at hendes præstation faktisk bliver mere bevægende, fordi den kun er synlig i og som skarpe, afmægtige glimt.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg i den grad blev mere bevæget, fordi jeg selv har stået med en mor, der alt for hurtigt døde af kræft. 40-årige Lars minder langt fra om nogen-og-tyveårige James, men oplevelsen i mit fjæs, af flimmeret og kaosset og gruen i det flimmer og kaos, var nøjagtigt den samme som i hans fjæs.

Det er ikke et kvalitetskriterium, at kritikeren føler sig spejlet, men hvorfor fortie, at det sker, når det er kunsten, der kvalificerer genkendelsen?

Jeg må konkludere, at James White af både gode og dårlige grunde er en ikke så lidt fremragende debutfilm. Ankommer snart til et fjæs, der tilhører dig.