Je suis Charlie

Hidtil har de overlevende fra Charlie Hebdo været ret tilbageholdende med beskrivelser af, hvad der egentlig skete den 7. januar, da brødrene Saïd og Chérif Kouachi brød ind i deres redaktionslokaler og dræbte tolv af deres kolleger og sårede yderligere elleve.

Men i dokumentarfilmen Je suis Charlie taler flere af dem endeligt ud.

Særligt rørende er beretningen fra tegneren Corinne Rey, kaldet Coco, som fortæller, at hun blev passet op på gaden af Kouachi-brødrene, som pegede deres Kalashnikov-geværer imod hende og sagde, at de var udsendt af Al-Qaeda i Yemen.

I en tilstand af chok og med et geværløb i ryggen tastede hun koden til bygningen, og således kom morderne ind. Siden har Coco selvsagt været hjemsøgt af skyldfølelser, men efter selv at have overlevet angrebet på Krudttønden er jeg overbevist om, at ingen kan påstå, at de ville have handlet anderledes i den situation.

Inde i redaktionslokalet hører de andre nogle skud, og den betjent, der er til stede, trækker sin pistol. Øjeblikket efter åbner døren, og så starter blodbadet.

Tegneren Laurent Sourisseau (kaldet Riss) fortæller, at han ligger på gulvet ved siden chefredaktøren Stéphane Charbonnier (kaldet Charb) og spiller død. Charb er allerede skudt, men for en sikkerheds skyld går gerningsmændene helt hen til ham og skyder ham én gang til.

Det hele varer omkring ét – meget langt – minut.

Da medejeren Eric Portheault kommer ud af baglokalet, ser han lig og blod overalt. Af hensyn til de efterladte vil han ikke gå i detaljer, men han forklarer, at der var en grund til, at hans hund havde lagt sig på hans ansigt, mens Kouachi-brødrene stadig skød løs. Vi må formode, at det skyldes, at gerningsmændene skød hans kolleger i ansigtet.

De overlevendes beretninger om massakren og om, hvordan de mobiliserede kræfterne til at udgive et nyt nummer af Charlie Hebdo allerede en uge senere, er krydsklippede med en række gamle filmklip, som genopliver de døde for en stund.

I en række fine miniportrætter ser vi de dræbte tegnere arbejde, synge karaoke og argumentere for deres sag.

Filmen er instrueret af Daniel og Emmanuel Leconte, som er far og søn, og de genbruger en række filmklip fra Daniels tidligere dokumentar C’est dur d’être aimé par des cons (”Det er hårdt at være elsket af idioter”), der handler om den retssag, som en muslimsk organisation førte imod Charlie Hebdo i 2007, fordi de havde genoptrykt Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og tilføjet nogle af deres egne.

Charlie Hebdo blev frikendt, og de afdøde tegneres argumenter fra dengang er fortsat højaktuelle, hvorfor gentagelsen af dem fungerer fint.

Heldigvis lader instruktørerne også de døde tegnere tage til genmæle imod de mange stemmer, som har hævdet, at Charlie Hebdo skulle være et racistisk eller islamofobisk blad.

For 117. gang forklarer tegnerne Charb og Tignous, at de latterliggør islamistiske fundamentalister og ikke muslimer over en bred kam. Samtidig beskriver de noget, som ofte bliver overset, nemlig smerten ved at føle sig forrådt af sine egne og tilsvinet som racist eller fundamentalist, når man netop bekæmper racisme og fundamentalisme.

Som chefredaktøren Gérard Biard sagde efter massakren: ”Jeg håber, at vi nu aldrig mere skal kaldes for fundamentalistiske sekularister, og at man aldrig mere vil bruge det samme ord – nemlig ’fundamentalist’ – om både morderne og ofrene.”

Biards håb er endnu ikke indfriet, og det er endnu en årsag til, at Je suis Charlie ikke kun er en gribende beretning om en af vor tids skelsættende begivenheder, men også et stærkt bidrag til en af vor tids vigtigste debatter.

Dennis Meyhoff Brink forsker på Københavns Universitet i den europæiske religionssatires historie og bidrog til Ekkos tema i foråret om forbudte billeder.