Jeanne Dielman

Der er realisme, og så er der ultrarealisme.

Få filmværker formår i samme grad som Jeanne Dielman at skildre en helt almindelig hverdag så minutiøst og detaljerigt. 

En kvinde står op, tænder lyset, tager tøj på, slukker lyset, vækker sin søn, tænder lyset, slukker lyset, går ud i køkkenet, tænder lyset, laver morgenmad til sig selv og sønnen, slukker lyset, tænder lyset i gangen, kysser sønnen farvel og slukker lyset. 

Og sådan fortsætter det over tre dage i Jeanne Dielmans liv. 

Det er ikke blot hverdagen, vi ser. Det er hverdagens helt konkrete gøremål. Som at tænde og slukke lyset. Skrælle kartoflerne, vaske sig, kværne kaffen, sidde på sin stol i køkkenet og foretage sig absolut intet. Alt det der ofte skæres fra i film. 

Faktisk understreges de så meget, at Jeannes knap så hverdagslige eftermiddagsbesøg af mænd, der betaler for deres besøg, nærmest virker ligegyldige. 

Jeanne Dielman var et radikalt filmværk, der udvidede filmsproget, da den havde premiere i 1975. Den føles dog den dag i dag stadig lige så radikal. I tre timer og tyve minutter ser vi alt, hvad en hverdag byder på for en hjemmegående husmor fra Bruxelles. 

Et så minimalistisk filmsprog er usædvanligt på de store lærreder herhjemme. 

Den dengang 24-årige instruktør lader nærmest til at håne kollegerne ved at udvide deres halvanden time korte produktioner med det dobbelte. 

Jeanne Dielman er en krævende og udfordrende film. Man er nødt til at hengive sig fuldstændigt til hverdagens stille drama. Ellers vil man kede sig ihjel. Men overgiver man sig, venter der en filmisk uforlignelig oplevelse, der på langsomste vis vil skræmme og røre.

Filmens egentlige titel er Jeanne Dielman, 23 quai du commerce, 1080 Bruxelles – hendes adresse. En titel, der intet siger om Jeanne, men alt om filmen.

For Chantal Akerman er Jeanne nemlig et konkret menneskeligt studie. Hun bliver undersøgt og observeret, som var hun et fascinerende insekt eller dyr. Det statiske kamera registrerer hver enkelt bevægelse og alle hendes hverdagslige rutiner. Det var dengang og er stadig en af de hidtil mest præcise optegnelser af en husmors skjulte opgaver. Som stadig chokerer.

Chantal Akerman er af mange blevet beskrevet som en feministisk filmskaber. Og det forstår man godt. Selv mente hovedpersonen dog ikke, at hun var feminist. Til selve produktionen af filmen krævede hun, at mindst 80 procent af filmholdet skulle bestå af kvinder. Selv i dag er det et meget højt procenttal.

Men måske er der i virkeligheden tale om kvindelig filmkunst. Akerman skildrer kvinders verden og måden, de befandt sig i den på. Og det er ikke ofte man kan sige det om en filmskaber.

Dialogen er lige så sparsom som klipningen. Ved middagsbordet spises der, og de eneste ord, som udveksles mellem Jeanne og hendes søn under hele seancen, er: ”Læs og spis ikke på samme tid!”

Det hele foregår i realtid. Vi ser den tid, det tager at spise et måltid, vaske op og gå i bad. Det er slow cinema i sin reneste form. Men bag den forfærdelige monotoni og det kedsommelige liv lurer utilfredsheden. 

Ved at tvinge os til at overvære Jeannes rutiner nøje opleves det nærmest tragisk, da de ikke kan følges. Noget knækker i hende. Roen er forsvundet. 

De vedvarende blå blink fra gaden, der reflekteres i Jeannes pæne middelklassestue, vidner om fare. 

Tre dage bliver skildret, og bag gentagelserne gemmer der sig et stilfærdigt melodrama, der vokser sig større og større. Den bedrøvelige afslutning skal ikke afsløres her, men bør tålmodigt opleves gennem de lidt over tre timer. 

Jeanne Dielman er lige så brillant, som den er simpel.

Filmen fik aldrig kommerciel succes, men har i dag status af et hovedværk inden for sin genre. Heldigvis vil den nu kunne opleves i en række udvalgte danske biografer i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag. 

Det er en unik filmisk oplevelse, man skal unde sig selv. En perle i det langsommes æstetik og et skræmmende indblik i en klaustrofobisk husmors tilværelse.