Jeg er William

William er en ganske særlig dreng. Hans far er død. Det regner til begravelsen, og han læner sig op ad sin onkel Nils, der er den eneste voksne, han har tilbage. Hans mor er nemlig ”en kolbøtte”.

Det er onklens ord for, at moren er indlagt på et psykiatrisk hospital.

Jeg er William er baseret på Kim Fupz Aakesons bog af samme navn. Den har en tone og en fandenivoldsk humor, der minder om Ole Lund Kirkegård (Orla Frøsnapper og Gummi-Tarzan) og Bjarne Reuters muntre børnebøger om drengene i Tre engle og fem løver og Busters verden.

På mange punkter er det en stor ros og kærkomment med en børnefilm, der er henkastet anti-spelt. Ironisk nok er det præcis derfor, filmen også bliver anstrengende.

Williams onkel er en plattenslager og samfundssnylter. Rasmus Bjerg med lædervest er karikaturen på en social taber på førtidspension. Han låner en elektrisk kørestol, når han skal malke kommunen for bistand. Og så er han latterligt simpel.

Alt er homo. Spaghetti er homo. Kommunen er homo. Politiet er homo.

Hvorfor er det lige ordet ”homo”, der skal bruges til at beskrive alt det nederen? Børn kan helt sikkert gennemskue, at onklen ikke er en efterstræbelsesværdig type, men er det flabet og provokerende at sige ”homo”?

Eller er det bare dumt? Og stødende. For de børn, hvis forældre er homoseksuelle. For de børn, der måske selv er det? Man kunne så nemt have brugt et andet neutralt, men stadig kraftfuldt ord.

Og hvad med de børn, hvis forældre er på overførselsindkomst? Lad os endelig pege fingre ad de fattige og dem fra udkantsdanmark.

Dog skal det siges, at William bliver mobbet, fordi han er fra Roskilde. Og dermed er storbysmart. Aldrig har det været smart at komme fra Roskilde, og ingen har nogensinde blæret sig med det.

Dét er urkomisk.

Hver søndag besøger William sin mor på hospitalet. Hun er temmelig apatisk og sidder kun i sin stol. Men hun smiler et stille smil. Spiser måske lidt chokolade, det holder hun sådan af. Og William holder af bare at kigge på hende.

Dét er kærlighed.

Men en dag stikker moren ham en seddel. ”Gå med hunden,” står der. Og sådan blander noget overnaturligt sig med socialrealisme. Uden yderligere forklaring.

Onklen er en spillefugl, og det får ham selvfølgelig på afveje. Det går faktisk så galt, at han står til at miste livet, da han skylder den lokale gangster – Djernis – mange penge.

Onklen går i dødsdruk, og William – spillet roligt og kært af Alexander Magnússon – kan ikke udholde tanken om at miste den sidste voksne, han har.

Så han opsøger Djernis, der får dagen til at gå på et slimet diskotek. Her holder han hof for fyre med gangsterdrømme – og den store, sorte hund Cuba. Hunden hader alle. Bortset fra Djernis. Og William, viser det sig.

Så William kan forlænge sin onkels levetid, hvis han går tur med Cuba, og onklen får skrabet pengene sammen.

Nu starter et kapløb med tiden. Og med diverse voksne autoriteter, lige fra skolelærere til politi. De kommer lidt sent ind i kampen.

Instruktøren Jonas Elmer (Let’s Get Lost og Det andet liv) er faldet i nostalgi-bøtten sammen med så mange andre, så William og onklens tøj og hus ligner noget fra 70’erne og 80’erne. Men filmen foregår i nutiden. Det bliver ikke en æstetisk nydelse, men bare forvirrende for os, der er bevidste om den slags. Og det er der sikkert mange i målgruppen, der er.

Onklen har en uge til at skaffe pengene til Djernis, og dagene markeres med gul retrofarvet skrift på lærredet. Sammen med kække indklip skaber det en munter tone.

Bortset fra morens stille, lykkelige smil er det eneste lyspunkt i Williams liv dog Viola. Hun ligner en punkprinsesse fra 1001 nats eventyr med sit korte midnatssorte hår, tindrende øjne og smukke lød. Hun går med læderjakke og er kun interesseret i seje fyre.

Alligevel deler hun sin frokost med William i skolen. Og driller ham. Og samler ham op fra busken, når han er blevet skubbet ind i den af sine plageånder. Desværre fungerer Amina Arrakhas Viola nærmest kun som vidne til Williams eventyr.

Og han er ret uudgrundelig. Han lader sig flyde alt for medvilligt med på historiens udvikling, hvor han er fortæller og motor. Og først meget sent begynder han at sige fra. Så man efterlades med et stort spørgsmål: Hvem er William?