Biografanmeldelse
25. apr. 2022 | 12:27

Jeg er Zlatan

Foto | Mark de Blok
Som ung kæmpede Zlatan Ibrahimović for at komme på holdet i Ajaz, hvor hans fandenivoldskhed ikke altid blev værdsat af træneren.

Underholdende spillefilm om Zlatan Ibrahimović er fyldt med humor, men holder sig til den overfladiske succeshistorie.

Af Mikkel Krebs Behnke

Det er svært at forestille sig, men Løven, Ferrarien, Ibracadabra Zlatan er stadig aktiv fodboldspiller i en alder af 40 år. 

Han sidder lidt oftere på bænken med skader eller småskavanker, men der er ikke en spiller i italienske Serie A, der ikke stadig frygter den store svenskers tilstedeværelse. 

Der er allerede lavet et væld af produktioner om ham. Dokumentaren Becoming Zlatan om hans tidlige fodboldliv, biografien Jeg er Zlatan og selvbiografien Jeg er fodbold, som han selv har skrevet med kyndig hjælp fra journalisten Mats Olsson. 

Og som kirsebærret på toppen har svenske Jens Sjögren nu lavet spillefilmen Jeg er Zlatan, der baserer sig på førnævnte biografi af samme navn. 

Det er der blevet en underholdende, men dog noget tam film, der desværre ikke bringer meget nyt til fortællingen om stjernen. 

Zlatan Ibrahimović med bosniske og kroatiske rødder er uden sammenligning den største svenske fodboldspiller nogensinde. Karrieren har ført ham til Europas store fodboldadresser i form af Juventus, Inter, Milan, Barcelona og Manchester United og afstedkommet topscorertitler og mesterskaber. 

Men samtidig rummer det fascinerende menneske en rigtigt interessant integrationshistorie. 

Det er måske derfor, at så mange har set potentialet i at fortælle hans historie. Det er gadedrengen, der er sin egen herre, og som ingen kvaler har ved at nappe trænerens cykel eller forstyrre middelklassens hjem om natten med fyrværkeri. Det er indvandrerdrengen fra Rosengården med Balkan-temperamentet, der er velsignet med et guddommeligt fodboldtalent.

Her har Zlatan måttet navigere i en verden, der aldrig rigtigt har forstået ham – og som han måske heller ikke rigtigt selv har gidet forstå. 

Jeg er Zlatan åbner med en scene på Ajax’ træningsanlæg, hvor svenskeren spillede fra 2001 til 2004. Her møder vi en lad og doven spiller, der hverken lystrer til træneren eller dyrker holdet. 

Den daværende træner Ronald Koeman straffer ham og sender ham prompte i bad. 

Så er vi tilbage i Malmø-forstaden Rosengården, hvor unge Zlatan fik sin fodboldopdragelse på områdets fodboldbaner. Sjögren klipper effektivt mellem filmens nutid i Ajax, hvor Ibra kæmper for at komme på holdet, og så til de turbulente ungdomsår i Sverige. 

For Zlatan er en dreng, der har krudt i røven og svært ved at sidde stille. Det giver problemer i skolen og hos lærerne, der kæmper med at håndtere ham – og ikke mindst forstå ham. Som da han mandsopdækkes af en støttepædagog for at skabe ro, men det kun øger frustrationen. 

Til sidst pløkker han hende ned med en hockeykugle, men siger, at det ikke var med vilje. 

Samtidig skifter han mellem at bo hos sin mor eller far. Zlatan foretrækker faren, men han er ofte fraværende og sumper hen med et fokus på den daværende borgerkrig i Jugoslavien. I glimt viser han dog også faderlig kærlighed, så Ibra har ikke hele tiden været et forsømt barn. 

Zlatan som barn og teenager spilles af henholdsvis Dominic Andersson Bajraktati og Granit Rushiti, hvor især sidstnævnte er skræmmende godt castet. Han ikke bare ligner en ung Ibrahimović, men har også nærstuderet originalen så meget, at mimik og ansigtsudtryk virker som den sande vare. 

Jeg er Zlatan har sine humoristiske øjeblikke og finurlige personer, som da superagenten Mino Raiola introduceres, eller da den tidligere sportschef og superskurk fra Juventus, Luciano Moggi, dukker op. 

Men det er en skam, at instruktøren ikke forsøger at bidrage med nyt til sagaen om Zlatan. Har man læst nogle af bøgerne om Zlatan eller set dokumentaren om ham, er der intet overraskende at hente i film. 

David Lagercrantz’ biografi, som filmen er baseret på, handler om meget andet end fodbold: voldsom selvtillid, usikkerhed, alkoholisme, vold, kulturmøder, ophav og anerkendelse. 

Kunne man ikke have foldet nogle af disse temaer ud?

Jens Sjögren har valgt light-versionen om underdog’en, der heroisk kæmpede sig til tops. Det er humoristisk og underholdende, men der mangler en kant, som ville have været i Zlatans ånd.

Trailer: Jeg er Zlatan

Kommentarer

Titel:
Jeg er Zlatan

Orignaltitel:
Jag är Zlatan

Land:
Sverige, Danmark, Holland

År:
2021

Instruktør:
Jens Sjögren

Manuskript:
Jakob Beckman, David Lagercrantz

Medvirkende:
Granit Rushiti, Dominic Andersson Bajraktati, Cedomir Glisovic

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under 7 år

Premiere:
28. april

© Filmmagasinet Ekko