”Til minde om min mor, Sara E. Zermoglio, savnet siden 13. oktober 1979.”
Sådan åbner Benjamín Ávilas debut, der da også er mere end en periodefilm om de samfundsmæssige omvæltninger i 70’ernes Argentina.
Den er også en personlig fortælling om den 43-årige instruktørs barndom, hvor kidnapninger og henrettelser var en del af hverdagen. Tusinder blev bortført af militærjuntaen, heriblandt Ávilas egen mor, hvilket manuskriptet er løst baseret på.
Elleveårige Juan (Teo Gutiérrez Moreno) vender tilbage til Argentina efter fire år i eksil på Cuba.
I en smukt illustreret, Waltz with Bashir-lignende prolog bliver faren (César Troncoso) skudt i benet og ligger blødende på asfalten. Juans forældre er fremtrædende medlemmer af den revolutionære organisation Montoneros, der siden præsident Peróns død i 1974 og militærkuppet to år efter betragtes som en fjende af staten.
Forældrene flygter med Juan til Cuba, men beslutter i 1979 at vende tilbage for at kæmpe. Familien får ny identitet, bor i skjul hos onklen Beto, og Juan hedder pludselig Ernesto, samtidig med at han også gennemgår andre forandringer: Han får øjnene op for pigerne i klassen og tilpasser sig de argentinske forhold, mens den politiske situation optrappes, og forældrene må kæmpe for at overleve.
Filmen er fortalt fra Ernestos synsvinkel, og dens poetiske spor er klart mere seværdigt end dens politiske.
Første halvdel fokuserer på Ernestos forhold til sine forældre, og her mærker man instruktørens lidt for tætte forhold til stoffet. De revolutionære forældre bliver aldrig mere end kærlige og urokkelige figurer i et lidt for rosenrødt skær, og det er kun i mormoren, vi ser noget af den angst og tvivl, væbnet kamp uvægerligt må afstedkomme.
I virkelighedens verden var Montoneros en mere tvivlsom, militant guerillagruppe med mange mord på samvittigheden, men i Jeg hedder Ernesto får vi aldrig den beskidte side af sagen at se.
Men langsomt vender filmen sig mod det poetiske spor, og det er her, man begynder at forstå, hvorfor filmen blev udtaget til Cannes-festivalens Directors’ Fortnight-program.
Ernesto spirende forelskelse i klassekammeraten Maria bliver fortalt gennem drømmende montagesekvenser. På en lejrtur flygter de fra klassens rollespil om Columbus, og udklædt som indianere finder de uopdaget land i en udbrændt bil i den nærliggende skov.
De to turtelduers samspil er intet mindre end bedårende.
Filmen er visuelt flot forløst med intime nærbilleder og håndholdt kamera, og en fin vekslen mellem en løs framing og stramme kompositioner forstærker poesien. Når begivenhederne bliver voldelige, vender filmen tilbage til prologens animations-stil, og Ernestos drømme bliver til tider helt surrealistiske.
Allerflottest er det, når han på sin seng forestiller sig sin egen død, omringet af klassekammeraterne, der synger en børnesang, som er et tilbagevendende tema.
På den måde bliver Jeg hedder Ernesto en – om ikke revolutionerende – så smuk film om en drengs søgen efter identitet i en turbulent tid.
Kommentarer