Christian 4. har temperament. Rødvinsglasset vælter symbolsk ned over verdenskortet, der farves rødt.
Kongen vil have Jens Munk (Ole Japp), rigets bedste ishavsfarer, til at finde søvejen til Kina. Søvejen går gennem Canada. Jens Munk afviser. For Kongens betingelse er, at det kun bliver med et enkelt skib, og at den høviske englænder, William Gourdon (Brian Patterson), leder sejladsen.
Men meget snart har Jens Munk forladt kone og hjem og er over alle have. Med to skibe. Og den engelske aristokrat på slæb.
Her sættes den klassiske filmkonflikt i scene, den lille mand mod overmagten. Jens Munk er den jævne, folkets leder. William Gourdon, Kongens mand, er den arrogante englænder, der ikke rører alkohol, men anklager den bondske besætning for at drikke sig ned. Brian Patterson, kendt som Kylling i Bames Billedbog, er filmlærredets bedste og gør det godt med sin nedladende hånlighed.
Mængden af alkohol er nu ligegyldig, for snart går ekspeditionen helt galt. Først farer de vild en måneds tid med William Gourdon ved roret. De teoretisk lærde tager som regel fejl, så Jens Munk overtager roret.
Snart er de i dødens ishelvede, og filmen stiller spørgsmålet: “Hvor mange ofre kan ambitiøse mænd tillade sig at tage for deres egne ambitioner?”
Det er i sig selv et tankevækkende og interessant dilemma. Når ambitionen går galt – som i nærværende tilfælde – er det svært at forsvare heltetogtet.
Filmen er instrueret, produceret og skrevet af Ole Japp, som hidtil har gjort sig i reklamefilm. Han fandt Jens Munks dagbog og fandt den så interessant, at filmen måtte laves med ham selv i hovedrollen, og han består!
Man må erkende, at det vitterligt er fascinerende og modigt at kaste sig ud i en storfilm med et relativt lille budget og bruge syv år på at færdiggøre den.
Misforstå mig ikke. Jeg har al sympati for projektet, der om noget har hjerte. Det er flot at få så meget ud af en million kroner. Blandt andet 8.000 kilo salt brugt som sne på et skib.
Det er meget ambitiøst, men som anmelder kan jeg desværre ikke tage særhensyn og forbehold. Vil man lave en storfilm, skal økonomien være i orden, så man kan hyre de bedste.
Filmen er flot, men det er ofte alt for tydeligt, at det er green screen. Og klipningen går til tider alt for stærkt.
Historien er som sådan spændende, men de mange karakterer er helt generelt ensidige og formår ikke at folde sig særligt ud i ord, kropssprog eller følelser. Måske derfor er jeg nærmest uberørt, når den ene efter den anden kreperer.
Til gengæld er den vellykket som historiefortælling. For filmen holder sig tæt til de historiske beretninger og levn. Jeg savner dog en rammefortælling, som gør samtiden mere nærværende. Lidt om Christian 4.’s ambitioner og Trediveårskrigen.
Selv de mindre stykker Danmarkshistorie er vigtige. Og det kan ikke fremhæves nok, at vi altid har været en stolt nation af rejsende sømænd med langdistanceperspektiv og udsyn, omend den indskrænkede og fremmedfjendske bonderøvsattitude desværre også har vundet indpas her til lands.
Filmen når i havn med tre stjerner for hjerte, mod og et godt kildearbejde.
Dens enkle og konkrete handling gør den glimrende egnet som tv-film – en uhyggelig historiefortælling en lørdag aften på Danmarks Radio, så langt bedre end de ligegyldige kage- og musikprogrammer, der strømmer ud af licensen.
facebook
twitter
Kommentarer