Der er rigeligt med vold i den stiliserede actionserie Jett om mestertyven Daisy ”Jett” Kowalski.
Hun spilles af Carla Gugino, der med roller i alt fra Spy Kids til Watchmen længe har været indbegrebet af cool. Og det udnytter hun til fulde i Jett, hvor hun spiller med rå elegance.
Jett bruger sit forførende ydre som centralt led i udførslen af sine komplicerede tyverier. Hun har gennem tyve år stjålet værdigenstande i massevis og primært arbejdet for en række grotesk rige og halvgamle gangstertyper. De drømmer alle om at komme i seng med hende, men aner ikke, hvordan de skal bære sig ad.
Hun er uopnåelig, men også farlig for dem, der ikke kan modstå hendes karisma.
En antihelt, kan man vist roligt kalde den berygtede kvinde, som egentlig havde planer om at trække sig tilbage med sin lille datter og leve et normalt liv i en forstad. Men som mange andre antihelte før hende lader Jett sig konstant lokke af livstilen og drage af den rus, hun oplever, hver gang hun begiver sig ud på en farefuld mission.
Ingen tvivl om, at en serie som Jett forfører ved første øjekast. Men den får nok svært ved at fastholde publikum.
Serien er proppet med skønne billeder, dygtige skuespilpræstationer og engang imellem et par virkelig velskrevne replikker. Men skal der ikke mere end blodig vold, ballade og eksplicit sex til at fastholde et utålmodigt streaming-publikum, der nådesløst og helt uden tøven kan finde på at slukke for en serie til fordel for et mere populært bud?
Jett er rodet og fyldt med actionklichéer. Det hele er set før og oven i købet bedre. Pistoler, der lades, og biler, der eksploderer. Kvindebryster i alle størrelser eller nøgne kvinder i swimmingpools afbilledet i alle tænkelige vinkler.
Come on.
Vi har set mange magtmænd med lidt for store våben. Hurtige biler, luksus couture. Jett rummer unægteligt meget lir, men al seriens gejl fremstår som et billigt trick, der skal dække over manglen på fortælling.
Havde historien bare været solid, kunne den polerede overflade måske have tjent en funktion, men historien er vag, og trådene er for mange. Gugino gør det så godt, som hun magter, men fokus ligger primært på hendes ydre. Som figur er Jett er mangelfuld, nærmest kedelig.
Serien må være lavet af mænd, der nøjagtigt ligesom de rige gangstere hellere vil se Gugino slange sig på en sofa med en revolver i hånden end høre hende tale, overbevise med sit intellekt og overrumple modstandere.
Det er ærgerligt, for serien har klart et potentiale. Men det ville klæde den at udfordre stereotyperne i stedet for dovent at dyrke dem. Jeg er dødtræt af objektiviserede kvindekroppe og testosterondrevne, magtliderlige mænd.
I en scene bliver en prostitueret kastet nøgen ned i et hul i jorden for øjnene af en hårdkogt kriminel klubejer. Han skulle til at have sex med kvinden, men Jett skyder hende tre gange som en advarsel til ham.
Han skælver af skræk og bliver kørt væk i en bil.
Nu gider jeg ikke mere, tænkte jeg irriteret og skulle lige til at slukke. Ikke flere døde kvinder, for fanden da.
Men i samme øjeblik viser det sig, at kvinden er landet blødt på en boksmadras, og at Jett skød med løst krudt. Hele optrinnet var blot et iscenesat fupnummer, der skulle afpresse klubejeren og få ham til at skide i bukserne af skræk.
Sådanne øjeblikke burde der være flere af i Jett!
Kommentarer