Biografanmeldelse
04. sep. 2013 | 20:00

Jobs

Foto | David Moir
Jobs følger det nu afdøde geni fra studietiden og frem til Apples status som det nye årtusinds største it-ikon.

Filmen om Steve Jobs er fuld af klæg frelsersymbolik, men Ashton Kutcher leverer varen som Apples grundlægger.

Af Rikke Schubart

Det ny årtusinds ikoner er ikke frihedskæmpere eller præsidenter, men teknologiske nørder. Efter The Social Network, Mark Zuckerberg og Facebook er turen kommet til Steve Jobs, manden bag Apple, iPod’en og iPhonen, i en film, der er interessant og ujævn.

Joshua Michael Sterns Jobs starter med studietiden, hvor Steve Jobs (Ashton Kutcher) dropper ud af universitetet for at tage til Asien og meditere. Stern tegner et portræt af en ung mand, der er en blanding af excentriker, perfektionist, visionært geni og hamrende egoist. Som Jobs’ første arbejdsgiver siger, er han dygtig, men umulig at arbejde med. Jobs bliver selvstændig med vennen Steve Wozniak (Josh Gad), der kan programmere, og i 1976 opstår Apple i fars garage med Jobs som chef og vennerne som villig og billig arbejdskraft.

Da entreprenøren Mike (Dermot Mulroney) skyder kapital i projektet, eksploderer det teknologiske eventyr: en hjemmecomputer med forståeligt software, touch screen, iPods, iPhones og så videre. Intet, selv ikke en kærestes uønskede graviditet,

får lov at bremse drømmen. Jobs tilsidesætter kærlighed og empati til fordel for ønskebarnet Apple, og man spørger sig selv, om han kunne elske til at begynde med.

Anden del af filmen handler om gnidningerne mellem firmaet og Jobs. Bestyrelsen, repræsenteret af formanden Arthur (J.K. Simmons), ønsker et sikkert økonomisk overskud, mens Jobs er et manisk legebarn, der vil eksperimentere og bryde grænser, en profet, der ser en teknologisk fremtid, som ikke behøver være som i George Orwells 1984 (som Apples mest kendte reklamefilm formulerede det). Jobs er nok et geni, men samtidig nådesløs og mildt sagt udiplomatisk, og i 1985 bliver han udmanøvreret og forlader Apple. I filmens tredje del er Apple på randen af konkurs og henter i 1997 Jobs tilbage. Han har i mellemtiden været med til at grundlægge Pixar og producere Toy Story og kommer nu til at være hovedmanden bag verdens største business-turnaround og Apples status som det ny årtusinds største it-ikon.

Den amerikanske instruktør Stern har tidligere instrueret og skrevet fantasy-filmen Neverwas (2005) og komediedramaet Swing Vote (2008), som ikke har fundet vej til de danske biografer.

Jobs er en blandet oplevelse. Her er klæg frelsersymbolik med åbenbaringer i solbeskinnede kornmarker og John Debneys bastante underlægningsmusik, der slår de visionære pointer i bund. Fotograf Russell Carpenter overlader heller intet til fantasien med billeder, der erstatter enhver antydning af psykologi med banal symbolik, som når vi ser den udstødte Jobs i sin stue uden møbler (Jobs var kendt for askese, hvilket inkluderede sparsom møblering).

Matt Whiteleys manuskript fortolker personen Steve Jobs som en nær-autistisk guru, der manglede sans for mennesker. Dette simple portræt på randen af kliche modvejes af velcastede skuespillere, der realiserer menneskene omkring Jobs som en blanding af stereotyper og mere virkelighedstro figurer. Mulroney er en fornøjelse som den slikkede finansmand Mike, Gad udviser ægte nørd-charme som den doughnut­ædende Woz, og Lukas Haas er indfølt og ynkelig som vennen Daniel, der har været med fra starten, men alligevel bliver nægtet aktier.

Filmens støtte og kerne er dog Ashton Kutcher (Til jackpot os skiller, Killers), der fremstiller Jobs som en blanding af fanatiker og fantast, et kynisk legebarn, på én gang psykologisk afstumpet og utrættelig i sit brændende ønske om at gøre det umulige muligt. Som fortællingen skrider frem, formår Kutcher at gøre Steve Jobs til både et geni, en gåde og et menneske, man er nysgerrig efter at lære at kende.

Det er Kutcher, der i sidste ende gør dette teknologi-eventyr værd at se.

Trailer: Jobs

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Joshua Michael Stern

Manuskript:
Matt Whiteley

Medvirkende:
Ashton Kutcher, Josh Gad, Dermot Mulroney, J.K. Simmons

Spilletid:
122 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
5. september 2013

© Filmmagasinet Ekko