Jules Vernes Jorden rundt i 80 dage udkom som bog i 1873.
Den blev en bestseller med sit kapløb om at komme rundt om kloden på datidens hurtigste måde. Og ikke mindst båret af et mageløst og skelsættende makkerpar: den køligt kalkulerende engelske gentleman Phileas Fogg og hans klodsede og meget franske kammertjener Passepartout.
Historien er krydret med væddemål og forbryderjagt samt den indiske enke Aouda, som tør Foggs frosne hjerte op.
Romanen er blevet filmatiseret flere gange. Mindst ringe er den amerikanske udgave fra 1956 med David Niven i sit livs rolle som Phileas Fogg.
Miniserien Jorden rundt i 80 dage, som DR viser, har beholdt fortællerstrukturen. Rigmanden Fogg (David Tennant fra Dr. Who) indgår det famøse væddemål i sin klub.
Samme dag ankommer hans nye tjener Passepartout, og så er de på vej. Irriterende Fix fra Scotland Yard er blevet til den frigjorte, kvindelige journalist Abigail, der gør makkerparret selskab på rejsen. Hun spilles af den glimrende tyske skuespiller, Leonie Benesch, kendt fra Det hvide bånd og Babylon Berlin.
En chance for romance er således med fra start, forstærket af en gedulgt kvinde i Foggs fortid.
Første stop på rejsen er Paris, hvor vi ser den revolutionære Pariserkommunes endeligt. Så går turen i ballon til Italien, videre til det lykkelige Arabien, derfra til Indien og så fremdeles.
Eventyret byder på stakkevis af forhindringer, som Fogg dog iskoldt og ironisk altid har inkluderet i sin rejseplan.
Seriens otte afsnit passer meget godt i forhold til, at romanen oprindelig var skrevet som fortløbende avisføljeton. Men i serien er hvert afsnit på en lille time mere en selvstændig historie end de narrative forsinkelser, der giver jordomrejsen sit episke drive.
Til gengæld får vi alenlange historier om, hvorfor Fogg rejser Jorden rundt, når det vitterlig ikke er noget for ham. Tennants Fogg har nemlig ikke som David Niven en stiv og smilløs overlæbe eller et stålsat blik under en pande, som aldrig sveder.
Fogg er nærmest et rystende nervevrag og en labil klynker. Kun takket være sine to medrejsende og rejsens strabadser træder han i karakter.
Denne udgave vil ikke krænke andre end de mange, der elsker romanen.
Den indiske enkebrænding springes over, og indianerangrebet på toget tværs over det vilde vest er forvandlet til racistiske sydstatsmænd. Mens en europæer selvfølgelig ikke længere må spille andet end sig selv, er Passepartout gjort sort i skikkelse af franske Ibrahim Koma, som heldigvis kun møder racisme i USA.
Abigail er en hardcore rødstrømpe, der lidet troværdigt allerede i 1800-tallet ved, at en kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel. Anakronismerne står i kø sammen med klichéerne.
Det gjorde ikke noget, hvis blot der havde været den postmoderne charme med et bevidst metaplan og lattermild atmosfære, som andre film fremtryller ud af en given epoke.
Men alt er iscenesat alvorsfuldt flamboyant med masseoptrin, flot action og grandiose setstykker. Co-produktion gennem en lang række lande sikrer høj produktionsværdi, men hvis de mange kokke ikke ligefrem fordærver retten, jævner de den i hvert fald gevaldigt.
Kvaliteten fra afsnit til afsnit er ujævn.
Paris er blodig revolution, Italien byder på konversationsstykke, Indien står som Kipling light, og USA er en parodi på en western.
Der er gode scener, men langt mellem oaserne. Desuden vil folkene bag meget gerne vise, at de kan deres Jules Verne. Men de er også beredvillige til uhyrlige ændringer, som svarer til at lade Hamlet få Ofelia.
Jeg var blevet advaret om, at denne Jorden rundt i 80 dage ville skuffe en Jules Verne-fan som mig. Jeg skulle glemme romanen. Men det er svært, når der hele tiden koketteres med dennes spøgelsesagtige tilstedeværelse.
Her klædt i hvide lagner af politisk korrekthed, pseudopsykologi og utidig vulgærfeminisme.
Kommentarer