Der er en scene i politikerfilmen The Journey, hvor John Hurt – hvis mæglerrolle kun lige akkurat er stor nok til, at man ville ønske, den var større – opsummerer situationen for den nordirske frihedshær/terrorgruppe IRA:
”En bombe, der dræber to eller mennesker er ikke nok længere. Ikke efter 9/11. Hvis terror skal være effektivt, skal det være Hollywood-spektakulært.”
Det er udgangspunktet for Nick Hamms halvanden time lange forhandlingsfilm, der foregår i 2006. To gamle veteraner fra urolighederne i Nordirland – fra hver sin side af konflikten – er under pres for at standse myrderierne, mens den frembrusende generation stadig gider at lytte til dem.
Ærkefjenderne er den protestantiske leder Ian Paisley, der hader de katolske republikanere af et fordomsfuldt hjerte, og hans noget yngre modpart Martin McGuinness, der har en blakket fortid som IRA-leder. Paisley går tomhændet fra forhandlingsbordet på et topmøde i Skotland for at flyve tilbage til sit guldbryllup i Belfast, og McGuinness hopper med i regeringsbilen for ikke at lade fredsforhandlingerne gå i vasken.
Ingen af dem har luret, at deres snakkesalige unge chauffør (Freddie Highmore) er en agent, der med John Hurts vise stemme i øret skal prikke til de gnavne gamle mænd, indtil de giver hinanden hånden.
Det er denne virkelige køretur, der danner ramme for den opdigtede historie om to forstokkede mænd, der skal mødes på midten for at danne regering.
The Journey havde premiere i Venedig helt tilbage i 2016, og man kan undre sig over, at den nu får dansk biografpremiere. Der er ikke meget ved den, der taler for et liv i biografen.
Det er et sympatisk, men også støvet og adstadigt drama, der leder tankerne hen på Stephen Frears’ omtrent lige så halvspændende tv-film The Deal, der handler om Tony Blairs vej til magten.
Begge film føles skræddersyet til døsige klasseværelser, historiske dramaer for vikarer, der ikke gider tvinge eleverne igennem dagens lektie.
Colin Batemans manuskriptet er ærgerligt belærende, når samtalen mellem de to gamle fjender består af tredive års gensidige bebrejdelser.
Helt grelt bliver det, når der klippes til kommandocentralen i konferencelokalerne, hvor John Hurt dirigerer chaufføren, mens Tony Blair slesker vattet over for toppolitikernes næstkommanderende. ”Disse to mænd kan standse drabene, hvis de kan sætte sig ud over deres egen giftige fortid,” intonerer salige John Hurt, som om han indspillede voice-over til en dokumentarserie.
Der er ellers selvsikkert, indlevende håndværk fra de to hovedroller. Colm Meaney er ikke et kendt navn herhjemme, men hans McGuinness er oplivende som en djærv forhandler over for Timothy Spalls selvretfærdige stivnakke.
Spall er forrygende som den totalt aflukkede, frelste principrytter med forfærdelige tænder og ansigtet konstant lagt i fordømmende folder. Virkelighedens Paisley råbte paven ud af EU-parlamentet med beskyldninger om, at han var Antikrist. Det føler man også, at Spalls version ville være i stand til.
At han er omtrent tyve år for ung til rollen som den 81-årige Paisley, forstyrrer kun en smule.
Som historisk fiktion er The Journey sådan set vellykket. Ja, tænker man, det kunne være foregået sådan. Det er vel omtrent på denne måde, fjender finder hinanden – først med bistre fornærmelser, så skænderier og endelig et par vittigheder hist og her, indtil de finder fælles fodslag.
Men den forhandling, uanset hvor stor betydning, den rent faktisk havde, er simpelthen ikke engagerende på film.
St. Andrews-aftalen regnes for det sidste søm i kisten for den blodige konflikt i Nordirland, der rasede i årtier og kostede tusindvis af civile livet. McGuinness mistænkes den dag i dag for at have haft en finger med i spillet i adskillige bombeattentater. Paisley prædikede for fred, men opfordrede til optøjer.
Det er ironisk, at deres endelige opgør er så afdæmpet en affære.
facebook
twitter
Kommentarer