Jul med Astrid Lindgren

Der er noget helt særligt over at se Disneys Juleshow fra 1958 for mange børn og deres familier i Skandinavien, hvor programmet sendes med religiøs præcision klokken fire juleaftensdag.

Omkring en million danskere samles hvert år i fjernsynsstuen, mens det simrer fra alle blus på komfuret. Jul med Astrid Lindgren er selvfølgelig ikke Disneys Juleshow,men deler både form og stemning med den folkekære tradition som en slags beskeden lillesøster.

Og to søskende er netop udgangspunktet for Lindgrens juleshow. To børn, en søster og en bror, er syge og har fået ordre fra forældrene på at blive i sengen, så de kan være friske til en meget nært forestående juleaften.

Der er ikke blevet kræset for detaljerne lige på det punkt, så det er ikke til at afkode hvilken slags sygdom, og der er ingen fortællende snotpapir eller røde næser. Men man forstår godt, at de to børn keder sig mægtigt i køjesengen, som til gengæld har en gennemført hyggelig scenografi.

”Hyggelig” er virkelig ordet for denne film, der er skabt på det norske selskab Qvisten Animation, som står bag succeser som Dyrene i Hakkebakkeskoven og Folk og røvere i Kardemomme by. Det danske selskab Hydralab har co-produceret to af historierne.

Der er en gennemgående varme igennem filmen, som kan være lige så beroligende og fornøjelig for de voksne tilskuere.

Ud af et kukur på børneværelse springer en lille mekanisk fugl, som ikke bare kan tale, men også plapre, og som fortæller fire små historier af Astrid Lindgren. Historier fra Emil fra Lønneberg, Niels Karlsson-Pusling, Ræven og nissen og Kitte Kry.

I den første er der inviteret på middag og sneboldskamp hos den lille familie med den hidsige far, og både hos Pusling og Kitte kredser historien om børn, der efterlades af deres forældre og må klare ærterne selv.

I Ræven og nissen deler nissen den grød, han har fået af en lille pige, med den sultende ræv. Og også i fortællingerne om Pusling og Kitte er den store klokkeklare morale at dele med og give til hinanden. Rigtigt nok i julens og forbrugsfestens ånd.

Den første og sidste fortælling er tegnefilm, mens de to midterste er 3d-animation og faktisk betydeligt mere æstetiske. Der er virkelig tekstur, detalje og farveforståelse i de animerede, og særligt animationen af Niels Karlsson-Pusling har en charmerende og karismatisk streg.

Det forstyrrer sjælefreden at tænke på, at den japanske mester Hayao Miyazaki så gerne har villet filmatiseret Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, men simpelthen ikke fik lov af Astrid Lindgren. Der findes adskillelige skitser til Miyazakis Pippi, der er lige så charmerende, som man forestiller sig. Og han skulle efter sigende aldrig helt være kommet sig over det.

Jul med Astrid Lindgren er med sine tegninger og animationer ikke i nærheden af den slags fabulerende æstetik, men skal mere måles på sin evne til at skabe en eksemplarisk hyggestemning.

Filmen er målrettet de tre-til-femårige som en del af konceptet Rabalder-Bio for Begyndere, så ambitionsniveauet er forståeligt i den bevidst meget korte film på 52 minutter. Det hele kunne godt være et nøk bedre, men det er ikke sikkert, at det ville være blevet registreret af børneøjne.

Især én af de fire fortællinger, Niels Karlsson-Pusling, skiller sig ud og er uovertruffen charmerende og medrivende. Generelt er de korte historier meget dynamiske og foregår i et tempo, som hverken keder eller overstimulerer.

Filmen byder på en frisk kadence, men også en varm ro og indimellem ligefrem smukke animationer, for eksempel af stearinlys og skygger på væggene i deres orange lys. Eller af sneklædte skove og byer og det lyserøde lys i sneen, der kommer fra de lysende vinduer i natten.

Jeg forestiller mig, at Jul med Astrid Lindgren vil glimte for øjnene af et børnehavebarn.