Den søde og velmenende familiefilm Julemandens datter er et radikalt frontalangreb på det danske samfund – filmen kommer bare omkring et halvt århundrede for sent.
Selvfølgelig kan man sige, at det seneste år efter #MeToo har vist, at forholdet mellem mænd og kvinder stadig er et godt stykke fra absolut ligestilling. Men er vi trods alt ikke nået længere end at alle er med på, at kvinder kan passe et arbejde lige så godt som mænd?
Sådan forholder det sig imidlertid ikke i juleland, hvor det med konservative briller påpeges, at det jo hedder ”julemand” og ikke ”juledame”.
Den forklaring er dog ikke god nok for Lucia, hvis største ønske er at blive julemenneske m/k.
Hun starter en mindre revolution i den traditionsbundne verden, da hun vinder et ønske ved den årlige julefest og meddeler, at hun vil have chancen for at blive julemand på linje med drengene. Hun er træt af pigernes undervisning, der forklejner dem ved at byde på uendelige mængder sokkestrikning og klejnebagning.
Juleskolens rektor (Ulf Pilgaard) sender Lucia på en umulig optagelsesprøve: Hun skal opfylde menneskedrengen Alberts største ønske. Han vil se sin far rask efter et møde med det onde væsen Krampus, og det sender børnene ud på et eventyr.
Julemandens datter skaber et opfindsomt univers, hvor hele verdens julefigurer er samlet. Lucia er datter af julemanden, der står for at for at bringe gaver ud til børnene i Danmark. Hun går på en skole sammen med afkommet af andre landes julemænd, som man desværre ikke kommer meget ind på livet af.
Det havde ellers været sjovt og lærerigt at høre lidt om forskellene mellem originalen, den græske biskop Sankt Nikolaus, og afarter som tyske Weihnachtsmann og hollandske Sinterklaas.
Som bekendt blev den rødklædte og hvidskæggede julemand, vi alle kender, først for alvor født i et reklamefremstød af Coca-Cola fra 1930’erne.
Mest fremtrædende i filmen er selvfølgelig den amerikanske Santa, hvis søn er en temmelig irriterende knægt og kone en ypperlig kvinde ved navn Melanie – de yngste fanger måske ikke referencen til Donald Trump, men mor og far skal også have lidt at klukke i skægget af på biografturen.
Christian Dyekjær var med til at starte den alternative filmuddannelse Super16 – hvis niende årgang netop har taget afgang – og blev instruktør på foreningens første årgang i 2002.
Han har haft en svingende, men interessant karriererejse. Den bød først på den satiriske akademikerkomedie Spillets regler, dernæst familiefilmen Fuglejagten, og sidste år hvad der burde have været et stort gennembrud med det undervurderede eksistensdrama Fantasten.
Den solgte desværre skammeligt få billetter i biografen, og derfor må man nøjes med at glæde sig over, at den dygtige instruktør stadig laver film. Dyekjærs vid og bid får nemlig sjældent lov at komme til udtryk i en børnefilm, hvor det aldrig går mere voldsomt for sig, end når skurken i skikkelse af Nicolaj Kopernikus udbryder: ”Hov-hov, så tager vi den lige med ro.”
Så får Martin Buch mere at arbejde med i rollen som julemanden Julius, der trækker grin, når han ikke gider hjælpe konen med at rydde op. Som hans kvindelige modpart får Mia Lyhne lov til at være sød og handlekraftig frem for skrap og pinlig, som hun mestrer i Klovn.
Men filmens mest imponerende skuespilpræstation leveres af bare elleveårige Ella Testa Kusk, der formår at være naturlig som den på én gang bestemte og empatiske Lucia.
Man bliver uvægerligt betaget af hendes entusiasme, når hun går på skattejagt og finder mennesket i julemonstret Krampus. Det gestalter Mette Horn med læspende overdrev, der hverken er voldsomt uhyggeligt eller morsomt.
Trods de opbyggelige ambitioner – eller måske netop på grund af dem – ender Julemandens datter som en lidt for pæn omgang. Filmen savner den frækhed, som dansk børneunderholdning ellers ikke plejer at være bange for.
Kommentarer