Julemandens datter 3: Den magiske tidsmaskine

Viborg er en genial filmkulisse.

Byens magiske ånd elsker at vise Danmarks rige historie frem med sine velbevarede stræder og bakkede kongeveje. 

I 2009 kom Nils Malmros forbi byens gymnasium med Kærestesorger – en åndelig opfølger til Kundskabens træ. Tidligere i år fik den overraskende venskabsfilm Miss Viborg premiere, og netop nu optages Nikolaj Arcels (En kongelig affære) næste historiske film med Mads Mikkelsen i de viborgensiske heder. 

Og så er der Christian Dyekjærs juletrilogi om pigen Lucia (Cecilia Loffredo), hvis største ønske er at være julemand, når hun bliver stor. Alle tre film er lavet i og omkring Viborg, og denne gang rejser vi tilbage i tiden til år 1897. 

Hvad der i andre film ville føles som en tidsrejse til altings begyndelse, kommer vi her kun en spytklat tilbage i byens lange og spændende historie som kongeby og handelscentrum. 

Lucia besøgte byen første gang for at bestå sin optagelsesprøve på den julemandsskole, der skulle give hende muligheden for at blive julemand. Denne gang er det for at sikre både skolens og julens overlevelse. 

Skolens rektor (Ulf Pilgaard) er blevet psykotisk og har valgt at aflyse årets juleaften. Han vil ikke fortælle hvorfor, han har taget den beslutning, men det har et eller andet at gøre med dengang, han selv var den danske julemand for 125 år siden. 

Sammen med møgungen Elias (Leonard Mangheni Sommer Ipsen) sætter Lucia sig for at redde dagen ved hjælp af en magisk tidsmaskine. 

Viborg anno 1897 gemmer på et mysterie. 

Fattige børn over hele byen er over et par uger forsvundet. Lucia følger sporene og finder frem til et forladt gods, hvor børnene lader til at bo og leve i bedste velgående på en kur af sodavand, kage og bolsjer. 

Stedet er blevet navngivet Ravnereden af børnenes leder, den voksne Baron von Ravn, der spilles pragtfuldt af Thomas Bo Larsen. 

Selvfølgelig er det ingen overraskelse, at Thomas Bo Larsen spiller godt, men man bliver alligevel forbavset over, hvor stort han kan gøre sit skuespil uden at overspille. Dette er nøjagtig den kvalitet, man leder efter i en god skurk. 

For skurk det er han. Fuglekælenavnet kommer af hans glæde for skinnende ting, som han får børnene til at stjæle fra Viborgs befolkning i bytte for et liv i Slaraffenland. 

De voksne ser parallellen til Charles Dickens Oliver Twist, hvor den skumle Fagin har lignende evner til at forvandle uskyldige småbørn til pengepungs-hapsere af værste skuffe. 

Ravnekongen forbereder sit livs kup. Han vil røve julemanden! Og spørgsmålet bliver så, hvorvidt Lucia og Elias kan stoppe ham i tide. 

Konflikten føles ikke uoverkommelig, men mere som et hyggeligt julebesøg hos de figurer, vi har lært at kende i de første to film. Men en julefilm er heller ikke det sted, man som sådan har behov for at blive revet rundt i biografsædet i spænding. 

Til gengæld kan man nyde det univers, som Christian Dyekjær bliver bedre og bedre til at realisere for hver film sammen med det fine budskab, hovedrollepersonen står for. 

Filmene handler nemlig om at ændre på alle julesamfundets gammeldags regler. I første film kæmpede Lucia for ligestilling på julemandsskolen. Nu drejer det sig om at skabe en mere demokratiseret proces på stedet, så skolens rektor ikke igen kan true højtidens eksistens. 

Den årligt tilbagevendende julefilm er snart blevet en lige så fast tradition som tv-julekalenderen. Vi elsker historier om julen og at lege med de bizarre omstændigheder, der gør den så speciel. 

Lucia og hendes rejser til Viborg står som et af de mere udmærkede indslag. Den efterlader måske ikke én med uforglemmelige juleminder, men sikrer, at det nu alligevel bliver jul. Og det må vel være det vigtigste.