Biografanmeldelse
10. sep. 2016 | 08:47

Julieta

Foto | Manolo Pavón
Da den midaldrene Julieta (Emma Suarez) får nys om sin datters giftemål, forsøger hun gennem sin dagbog at finde ud af, hvorfor deres liv skiltes.

Trods øjeblikke af genialitet formår mesterinstruktøren Pedro Almodóvar for en gangs skyld ikke at ramme melodien.

Af Lee Marshall

Med Almodóvars nyere film er man normalt garanteret selvsikkert filmisk håndværk, hvad enten det gælder hans leg med farve, de fabelagtige præstationer, han lokker fra sine faste skuespillere, eller den omhu, der er lagt i manuskriptet.

Få andre aktive instruktører minder én så stærkt om Hitchcocks berømte bemærkning om, at ”for at lave en god film, skal man have styr på tre ting: manuskript, manuskript, manuskript”.

Derfor kommer det som lidt af en overraskelse, at Julieta, Almodóvars tilbagevenden til det seriøse drama efter det komiske mellemspil De elskende passagerer, bliver svigtet af netop manuskriptet.

I centrum for historien, der er løst baseret på tre noveller af amerikanske Alice Munro, står Julieta (Emma Suarez). Hun er en bedrøvelig, men også stolt og selvstændig kvinde, der midt i livet er ved at flytte fra Madrid til Portugal med en ny kæreste. Men så hører hun nyt om sin datter Antía, som hun har mistet kontakten til og nu er gift med tre børn.

Nyheden slår hende Julieta omkuld. Hun bryder med sin kæreste og flytter tilbage i den nedslidte lejlighed med spraglet paisleymønster på væggene, som mor og datter engang delte. Her begynder hun at skrive en dagbog over deres liv sammen. Det er et slags brev til datteren – og en dårlig undskyldning for at fortælle resten af historien i flashbacks.

Julieta forsøger at skrue tiden tilbage for at finde ud af, hvorfor de gled fra hinanden. Filmens helt store problem er, at den hverken besvarer dette spørgsmål tilfredsstillende eller på tilfredsstillende vis antyder, at spørgsmålet er uden svar.

Almodóvars manuskript er en uegal blanding af novelleforlæggets hemmelighedskræmmeri og pludselige afsløringer. Det hele rundes af med et antiklimaks i sidste akt, som føles som et selvmål i overtid.

Som forfatter føles Almodóvar her som en ubeslutsom maler, der giver sit værk et strejf Hitchcock, et penselstrøg Highsmith og et ordentlig klask af sine, egne tidlige film. Særligt filmens 80’er-scener vækker mindelser om instruktørens sorgløse dage, hvor han kunne kaste sig over camp-fornøjelser som Pepi, Luci, Bom uden at blive revset af kritikerne.

I en mindeværdig sekvens på et nattog er Almodóvar i et særligt Hitchcock’sk lune: en ung Julieta i 20’erne, der er iført post-punk, tidlig-80’er-mode, giver en fremmed fyr løbepas, fordi hun tror, han lægger an på hende. Da den ensomme mand i stedet begår selvmord på togsporet, hærges hun af skyld, men finder trøst i armene på en medpassager, den smukke Xoan.

Da Julieta senere, gravid, banker på Xoans dør i en galicisk kystby, hænger spændingen ved. Det gælder særligt den skumle husholderske, der spilles med stort velbehag af Almodóvar-stamspilleren Rossy de Palma. Men denne antydning af mørk thriller kommer aldrig nogen vegne, og stemningen skifter spor til et noget ujævnt melodrama mor og datter imellem.

Der er stadig øjeblikke af uforfalsket Almodóvar-genialitet, for eksempel skiftet fra den unge til den ældre Julieta, da teenage-udgaven af Antía tørrer sin mors hår i deres lejlighed i Madrid. Det er den yngre Julieta, der bliver dækket med håndklædet, og den ældre, der fjerner det.

Og så er der selvfølgelig stadig glæden ved håndværket. Der er farvepaletten, som domineres af livlige røde nuancer (sweatre, læbestift, sædebetrækkene i et tog), og som forbinder den yngre og ældre Julieta. Der er Alberto Iglesias’ røgfyldte jazz-soundtrack og de travle interiør-optagelser, som får blikket til at vandre, når handlingens tempo falder, hvad det nogle gange gør.

Til tider er det også nok. Men generelt føles Julieta, som om Almodóvar riffer uden rigtigt at ramme en melodi.

Trailer: Julieta

Kommentarer

Titel:
Julieta

Land:
Spanien

År:
2016

Instruktør:
Pedro Almodóvar

Manuskript:
Pedro Almodóvar

Medvirkende:
Adriana Ugarte, Rossy de Palma, Emma Suárez, Daniel Grao

Spilletid:
99 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
8. september

© Filmmagasinet Ekko