”Da vi fandt sammen, var vi ligesom nogle andre mennesker end dem, vi er i dag.”
Eksistentiel tvivl driver ned ad lærredet, når den unge Spencer med bedrøvet stemme prøver at forklare sin morfar Eddie, hvorfor kærlighedslivet ikke har det så nemt for tiden.
For da han fandt sammen med Martha, var de bogstavelig talt to andre personer. Nærmere bestemt to fiktive figurer i videospillet Jumanji.
De to nørder blev sammen med den atletiske Fridge og Instagram-prinsessen Bethany suget ind i spillet. Her blev de hver især tildelt spilfigurer, som var den diametrale modsætning af deres virkelige ”jeg”, og på den måde lærte de alle sammen, at det indeni tæller mere end det, man kan se med det blotte øje.
Den søde morale blev pakket ind i en heftig omgang action og fik tilsat en solid portion fysisk komedie og rappe replikker, der gjorde den første Jumanji: Welcome to the Jungle til et løssluppent og underholdende bekendtskab.
I fortsættelsen lyder jungletrommerne fra spillet igen, da Spencer forsøger at finde tilbage til den stemning, hvor han fik et ordentligt selvtillids-boost og en sød kæreste ud af det halsbrækkende eventyr.
Han bliver dog fanget i spillet, og vennerne beslutter derfor at komme ham til undsætning, men den efterhånden rimeligt smadrede spillekonsol skaber kaos i planen.
Bethany bliver ude i den virkelige verden, og i stedet ryger Spencers morfar og hans gamle forretningspartner, Milo, ind sammen med Fridge og Martha.
De gamle gnavpotter spilles af Danny DeVito og Danny Glover, men inde i Jumanji får de krop af henholdsvis muskelbundtet Dwayne Johnson og den klejne komiker Kevin Hart. Og hvilken forskel det gør for de to sidstnævntes præstation i forhold til forrige film!
I stedet for at skulle gestalte humørsyge hormonbomber er det nu en gnaven hidsigprop og indbegrebet af en langsommelig historiefortæller med alle mulige svinkeærinder, som skal legemliggøres.
Dwayne Johnson og Kevin Hart fanger enhver nuance hos de to pensionister – fra talemønstre til små ansigtstræk. Normalt ekstremt højtråbende Kevin Hart er vidunderligt lavmælt og rammer perfekt den måde, som Danny Glovers Milo taler på.
Det samme gør sig gældende for Dwayne Johnson. Konstant er han lidt krumrygget og kniber øjnene sammen, når han skal læse noget eller står i den gammelmandspositur, som morfar Eddie har i den virkelige verden.
I det hele taget får de fleste af skuespillerne lov til at vise deres imitationsevnerne, og det slipper de alle fortrinligt af sted med.
Filmen anvender samme skabelon som i sidste omgang. For at vinde Jumanji skal man finde en juvel, som en skurk har stjålet, og få den tilbage. Uden at dø mere end tre gange, for så dør man også i virkeligheden.
Der er fuld valuta for gamer-skillingen, når den umage gruppe af helte skal forsøge at undslippe aggressive strudse og arrige mandriller i det ene computereffekt-orgie efter det andet.
De små variationer i konceptet er minimale og bliver desværre alt for ofte kun udnyttet i et begrænset omfang.
Mest markant er skiftene i miljøer fra jungle til ørken og snerigt bjerglandskab og så den nye skurk, Brutale Jürgen, der bliver spillet af Rory McCann. Skuespilleren er kendt for sin rolle som The Hound i Game of Thrones, og i bund af grund er han blot en mere ond udgave af samme karakter som i serien. Men han gør det med så megen snarlen og brølen, at den endimensionelle figur fungerer.
En stor cadeau til manuskriptforfatterne Jake Kasdan, Jeff Pinker og Scott Rosenberg, som formår at beholde charmen fra første ombæring uden at forfalde til fan-leflen.
Jumanji: The Next Level er skarp, underholdende og tro mod deres inkarnation af det legesyge univers.
Kommentarer