I første scene af Jumanji anno 2017 sidder en teenager og spiller på en spillekonsol, da hans far overrækker ham det forheksede brætspil, der suger spillere ind i en dødsensfarlig jungleverden. Han kigger på det et øjeblik, mens skæbnetrommerne spiller vildt, og kameraet kommer nærmere i et dramatisk close-up.
”Hvem gider spille brætspil?” siger han så og vender tilbage til konsollen.
Så er faklen ligesom givet videre til den digitale generation.
Jumanji: Welcome to the Jungle er bygget op som et PlayStation-spil og allersjovest, når den tager pis på actionspillets regler og mekanik. For spillet lader selvfølgelig ikke drengen være, det forvandler sig til et gammelt konsolspil og suger ham med sig ind i tv-skærmen.
Tyve år senere sker det samme for en sammensat gruppe af high school-kammerater, der til en eftersidning – frit efter The Breakfast Club, selvfølgelig – finder den gamle spillekonsol i en kasse i skolens baglokale.
De vælger karakterer og bliver så kastet ind i jungleverdenen. I skikkelse af de karakterer, de lige har valgt.
Så den splejsede nørd er forvandlet til et tårnhøjt muskelbjerg spillet af The Rock, quarterback-stjernen er skrumpet ned til den diminutive Kevin Hart, den generte pige har fået Karen Gillans sexede figur og den selvoptagede Instagram-dronning er forvandlet til … Jack Black.
Det er et sjovt koncept, som det fire mand stærke hold af manuskriptforfattere malker for al den krop-bytte-komik, man kan forvente.
”Jeg mangler mine øverste 40 cm!” skriger Kevin Hart. ”Den her ting er fantastisk!” hviner Jack Black, da han – en teenagepige i en mandekrop – tisser for første gang.
Det er billige points, men en dårlig vittighed kan sagtens fungere, når den er leveret med komisk elan.
Da gruppen ankommer i junglen, får de et lift af en forfjamsket fyr, der giver dem en vaskeægte computerspilmission: Den over-onde vildtjæger Van Pelt har stjålet en hellig smaragd, der skal sættes tilbage i en jaguarstatue.
”Held og lykke, eventyrere!” siger han og overrækker dem smaragden. ”Jumanjis skæbne hviler i jeres hænder!”
Og det gentager han så et par gange, indtil de stiger ud af bilen. For det gør den slags karakterer i den slags computerspil.
Der er så mange adventure-film, der er bygget op efter en computerspilmekanik: Helten får en mission og trasker så igennem den ene bane efter den anden, mens han slår på stadig værre lakajer, indtil han når slutbossen.
Så det er en simpel kobling at lade hele eventyrfilmen foregå inde i spillet. Ud over de mange computerspilsjokes giver det en fasttømret struktur, hvor de overgearede actionsekvenesr ligger slag i slag frem mod opgøret med superskurken Van Pelt.
Han spilles af en forspildt Bobby Cannavale, der ikke har andet at lave end at agere kitschet computerspilskurk, med sort øjenskygge rundt om et mælkehvidt øje, ansigtsar og insekter, der kravler ind og ud af hans ører og mund.
Det er en helt anden Jumanji end familieklassikeren fra 1995 med Robin Williams. Komikken ligger snarere i forlængelse af The Rock/Kevin Hart-filmen Central Intelligence, og hvad action angår, føles Welcome to the Jungle som en slags opfølger til Jack Black-filmen Gåsehud.
Man kan godt savne originalens eventyrlighed og egentlig også dens pathos. Denne fortsættelse dyrker genre-ironi med flabethed og rappe replikker, og det holder lige karaktererne en armslængde fra publikum. De er sjove, men ikke just mindeværdige.
Til gengæld keder man sig aldrig i deres selskab, og det er lidt af en bedrift, når en film med så kneben en fortælling varer hele to timer. Men komedie-instruktøren Jake Kasdan ved godt, at hans film er sjovest, når den er opblæst og computerspiloverdreven.
Så når The Rock griber en faldende holdmakker i en helikopter, der vender på siden, kan man ikke andet end grine og guffe nogle flere popcorn.
Kommentarer