Junglebanden

Når jungleloven råder, plejer det at indikere uregulerede, kaotiske tilstande, hvor den stærkeste tryner den mindre stærke. 

Men i den franske animationsfilm Junglebanden er regnskoven et trygt sted, fordi en lille samling dyr – der kalder sig Junglebanden – har sat sig for at opretholde lov og orden. 

Spillefilmudgaven af Junglebanden bygger videre på en populær animationsserie af samme navn, som blandt andet har været vist af DR. For kendere af serien, formentlig især børn og deres forældre, er det altså et gensyn med mange af de velkendte figurer. 

Og i Junglebanden er alle figurerne dyr. 

Selve banden er en umage sammensætning af tigeren Natasha, pingvinen Monrad, fisken Junior og den torskedumme gorilla Mikkel. For bare at nævne nogle af filmens vigtigste personager. 

Konflikten er simpel og ligetil, så enhver kan følge med. 

En ond koalabjørn med det klassiske skurkenavn Igor har som det eneste mål at brænde junglen ned til grunden. Det bliver aldrig forklaret hvorfor, så det er svært for alvor at tage den ubetingede ondsindede Igor alvorlig som skurk. 

Men Junglebanden bliver naturligvis nødt til at tage kampen op imod Igor og hans følge af kumpaner. Kampen kræver mandsmod, kreativ opfindsomhed og fællesskab, før Junglebanden kan forpurre Igors planer. 

På den måde er Junglebanden et klassisk animationseventyr for de mindste med alt, hvad det indebærer af opbyggelig moral og det godes sejr over det onde. 

Selv nævner folkene bag Junglebanden film som Indiana Jones og den ufortyndede tjubang- og adventure-genre som inspirationskilde til dyrenes farefulde jagt på retfærdighed og ordentlighed i junglen. 

Den sammenligning holder dog kun på overfladen. 

Junglebanden mangler desværre den nerve og det engagement, der kunne have hævet den op fra det forglemmelige og ligegyldige. 

Fortællingen er dovent og vagt strikket sammen. Måske har de franske skabere forliget sig for meget på, at filmen bygger på et allerede eksisterende univers, men det undskylder ikke at sløse med persontegningen og fortællingens anatomi. Og det gør Jungleloven, især i filmens første del. 

Dyrene introduceres i et uoverskueligt rod, og fortællingen springer klodset rundt for at få sat konflikten op. 

Visuelt er universet farverigt i form af det krystalklare pang-udtryk, der kendetegner mange animationsfilm. 

I perioder formår instruktøren rent faktisk at fortælle sin historie uden replikker og lade billederne tale for sig selv. Det fungerer fint, men så skuffes man ofte øjeblikket efter, fordi filmen samtidig har en kedelig tendens til at overforklare alting gennem gumpetunge replikker. 

Replikker, der udelukkende har til hensigt at levere informationer til publikum og ikke er reel samtale mellem dyrene. 

Junglebanden er tiltænkt et ungt publikum, men når alt skæres ud i store papstykker, bliver det trættende i længden for både store og små. 

Tematikken fejler ellers ikke noget og vil nok vække et eller andet i de fleste. Som filmen skrider frem, bliver det nemlig tydeligt, at nøglen til Junglebandens kvaler med Igor er familie og venskab. 

Forholdet mellem tigeren Natasha, hendes adopterede pingvinsøn Monrad og barnebarn Junior, der er en fisk, indtager nærmest den grimme ælling-former, når filmen diskuterer, om man kan være modig som en tiger, selv om man er født som en pingvin.