Jurassic World

I 1993 opgraderede Spielberg sin haj fra Jaws til en fuldvoksen tyrannosaurus rex, og Jurassic Park satte en ny standard for, hvordan menneskeædende dyr kunne se ud på film.

Filmen blev en megasucces, og 1997 og 2001 bød på fortsættelser. Her var dinosaurerne stadig betagende, men magien manglede. Nu gjaldt det blot om få sat kæmpedyrenes jagt efter menneskene i gang så hurtigt som muligt.

Over tyve år senere har den forholdsvis ubeskrevne instruktør Colin Trevorrow fået lov til at puste nyt liv i serien. Trevorrow er langt fra et oplagt valg. I sin eneste spillefilm før Jurassic World, komedien Safety Not Guaranteed, måtte han klare sig med et budget på under én million dollars.

Denne gang har han tydeligvis haft flere midler at gøre godt med. Ikke mange minutter inde hopper en mosasaur, et slangelignende havuhyre, op af vandet og sluger en hvidhaj af den slags, der ellers var så uhyggelig i fader Spielbergs 70’er-klassiker.

I Jurassic World besøger vi igen øen Isla Nublar, hvor det endelig er lykkedes at skabe en velfungerende forlystelsespark.

Præsentationen af forlystelsesparken er imponerende eksekveret, komplet med restauranter, fodringer af tyrannosauruser og en børnezoo. I starten bliver man misundelig på personerne, der får lov til at boltre sig på den pittoreske ø, hvor fortidens gigantdyr fremstår mere levende end nogensinde.

Brødrene Zach (Nick Robinson) og Gray (Ty Simpkins) sendes til Jurassic World, hvor deres moster Claire (Bryce Dallas Howard) arbejder. Forældrene er i midt i en skilsmisse, og så er det åbenbart oplagt at sende børnene til en ø med glubske dinoer.

Claire er en karriereorienteret kontrolfreak, der ikke kan huske nevøernes alder. Faktisk er de bare i vejen. Hun sender dem på sightseeing, så hun kan arbejde.

I en hemmelig indhegning gemmer ledelsen den nyeste attraktion. Folk er efterhånden blevet trætte af at se på de samme væsner, og derfor har laboratoriemandskabet leget videre med genetisk manipulation. Resultatet er bæstet indominus rex: øens storskrydende, utæmmelige konge.

Men den monstrøse skabning er også intelligent. Dinoen snyder vagterne og slipper ud. Og parkens ejer Masrani (Irrfan Khan) er lige så dumdristig som forgængeren Hammond. Han nægter at slå sit nye vidunder ihjel, og så er helvede løs.

Chris Pratt er øens frelserfigur som den Indiana Jones-agtige Owen. Han kan kommunikere med velociraptorer, hans korte skjorteærmer kan knap rumme overarmene, og så kan han bære en brun lædervest med praktiske lommer uden at se fjollet ud. I starten mundhugges han med Claire, men det står hurtigt klart, at de snildt kunne få et godt øje til hinanden.

Owen skal desuden kæmpe mod militærtossen Hoskins (Vincent D’Onofrio), der ønsker at bruge dinosaurer i krig. For de kan, sandt nok, ikke hackes.

Denne handlingstråd trampes dog hurtigt ned af dinosaurer, og filmen synes ikke engang selv at kere sig om det militære aspekt.

Colin Trevorrow viser umiddelbart ingen tegn på præstationsangst. Faktisk bliver han langsomt overmodig, og Jurassic World forfalder i sidste halvdel til at være en bombastisk opvisning i ligegyldige monsterkampe.

Nevøerne er dog glimrende bekendtskaber. Det er i starten smittende at opleve Jurassic World gennem lillebror Grays begejstring. Han minder på mange måder om Tim fra Jurassic Park. Faktisk finder Gray på et tidspunkt de samme nattesynsbriller, som Tim har på i etteren.

Men i sidste halvdel reduceres Zach og Gray til at være begejstrede tilskuere, når den evigt fattede Owen med gevær i hånden beskytter øens andre, panikslagne turister.

Jurassic Park handler om, at dinosaurerne ikke er monstre. De er dyr, der følger deres instinkter. Når t-rex bider, er det ipso facto den skødesløse videnskabs skyld. I Jurassic World er samme tematik til stede. Men her virker det snarere som en undskyldning for at lave blærede billeder af kæmpe uhyrer, der slås.

Filmens eneste genkendelige ansigt fra 1993 er Dr. Wu (BD Wong), laboratoriets leder. Hans forsvar for at have skabt det enorme bæst er, at publikum ønskede noget større, vildere og farligere. Men han burde selvfølgelig have holdt lidt igen, og det samme kan siges om Jurassic World.