Juror #2

Det er måske lidt meningsløst at kalde en film old school, når den er instrueret af en 94-årig mand. Men Clint Eastwoods retssals-thriller Juror #2 føles virkelig forfriskende gammeldags. Enkelt udført og med stor tiltro til den centrale idés potentiale.

Eastwood placerer en sympatisk every man i en frygtelig og pirrende situation med pres fra alle sider. Og han efterlader nok luft i fortællingen til, at publikum kan spørge: Hvad ville jeg selv gøre?

Justin (Nicholas Hoult) bliver indkaldt til at sidde i juryen under en mordsag og opdager, at den hjort, han mente at have kørt ind i med sin bil, ikke var en hjort, men et menneske, som en anden mand nu er tiltalt for at have myrdet?

Hvad ville man gøre? Tilstå med det samme og risikere livstid for et mord, man ikke mindes at have begået? Eller bruge sin juryplads som ”Juror #2” og få den tiltalte dømt for at sikre sin egen fremtid på hans bekostning? Eller ville man kæmpe for at få ham frikendt med risiko for, at politiet snart får øje på én selv som mistænkt?

Idéen er såre simpel – og enormt effektiv.

Med ganske få greb får Clint Eastwood sat gang i en eviggyldigt moralsk diskussion om skyld, som kun bliver mere kompleks af, at den tiltalte (Gabriel Basso) er gangster, mens Justin selv er aldeles lovlydig.

Hvem fortjener at komme i fængsel? Måske er det i virkeligheden ligegyldigt, hvem der er skyldig. På den måde filosoferer filmen i samme interessante retning som Justine Triets elegante retssalsdrama Frit fald.

Samtidig med den moralske diskussion får Juror #2 også hurtigt gang i en interessant blotlægning af det amerikanske jurysystem, hvor menige borgere indkaldes og gives en utrolig magt over et medmenneskes skæbne.

Som dansker bliver man lykkelig for, at vi herhjemme som regel nøjes med en dommer og et par domsmænd.

Juryen, som Justin kommer ind i, består primært af trætte hoveder, der har fået tjansen mod deres vilje. Ironisk nok er de mere end klar til at dømme en fremmed til livstid, bare så de selv kan komme hurtigt hjem.

Her er en sydstatshøflig ældre dame, en ung slacker, en entusiastisk prepper, en træmand med instinkterne næsten i orden, en vred, livsvis kvinde og andre arketyper, der tilsammen repræsenterer det amerikanske folk anno 2024.

En flok splittede individualister, der dog har det tilfælles, at ingen har tid eller resurser til at bekymre sig om fremmede menneskers velvære. Det er dem, Justin nu må tæmme i jagten på den gyldne middelvej, hvor hverken han eller den tiltalte bliver hængt op på mordet.

En farlig sti, der fører til det ene vejsving efter det andet. Og det bliver kun mere risikabelt, da vi finder ud af, at Justin er afvendt alkoholiker og befandt sig på en bar, før han – muligvis – påkørte en ung kvinde.

Clint Eastwood bruger dygtigt tvivlen som værktøj i filmen, der med meget lidt musik og en luftig fortællestil efterlader masser af plads til at spekulere.

I princippet kunne Justin jo være uskyldig. Måske ramte han faktisk en hjort, mens den tiltalte begik mordet. Det første lange stykke tid af filmen ved vi heller ikke, hvad Justin tænker, men har kun Nicholas Hoults uskyldige og umanerligt blå øjne at gå efter.

Han virker som én stor ubeslutsomhed, efterhånden som han gang på gang undslipper søgelyset kun for igen at sætte ild til sin hale og sende statsanklageren (Toni Collette) på sporet af ham. En indre kamp mellem frygt og etik, der gør ham fascinerende uforudsigelig.

Da det viser sig, at en tidligere politimand (J.K. Simmons) sidder i juryen og går i gang med at efterforske sagen på egen hånd, er det ikke til at sige, om Justin vil hjælpe ham, forpurre hans plan eller begge dele på en gang.

Kiefer Sutherland spiller en advokat og AA-sponsor, som Justin bekender sig til, hvilket desværre forpurrer den inciterende tvivl i perioder. Men tvivlen finder altid tilbage i filmen.

Juror #2 bliver aldrig kedelig, selv om den til tider kunne trænge til lidt mere filmisk schwung i spændingsopbygningen. I stedet lader Clint Eastwood de velplacerede skift i Jonathan A. Abrams’ manuskript gøre det meste af arbejdet, og det kommer han også langt med.

Filmen er på godt og ondt som et jurymøde. Tunge, vigtige samtaler i støvede rum, hvor hjernen udfylder de lange tavsheder med ubehagelige, men vildt interessante spørgsmål.