Just Mercy

Ingen Oscar-fest uden et prestigefyldt, autentisk drama, hvor en af hverdagens helte slider sig selv op i jagten på sandheden.

I år bejler Dark Waters til den position – og det samme gør Destin Daniel Crettons dødsstrafdrama Just Mercy.

Begge film fortæller forbløffende historier om én mands utrættelige kamp mod et uretfærdigt system. Men i visse henseender falder Just Mercy uden for genreskabelonen.

Den Harvard-uddannede advokat og sociale aktivist Bryan Stevenson er hverken en tapper underdog eller en feteret stjerneadvokat. Han er bare en intelligent og principfast, ung mand med modet til at gå i brechen for sine overbevisninger.

Måske er det mest forudsigelige ved filmen, som er baseret på Stevensons selvbiografi, at den varer over to timer og næppe burde gøre det.

De indledende scener er lang tid om at etablere Stevenson som blødende humanist. Han trodser sin middelklassefamilie ved at flytte til Alabama i 1989, hvor han agter at hjælpe fattige uden stemmeret. Ingen af de folk, han møder, har den mindste tiltro til retssystemet – hverken sorte eller hvide.

De har hørt løfterne før, ofte fra advokater, der stak dem blår i øjnene, tog deres penge og forduftede. Med hjælp fra den lokale kvinde Eva Ansley etablerer Stevenson alligevel en advokatpraksis.

En klienterne er Walter ”Johnny D” McMillian, en skovhugger, der sidder på dødsgangen for et motivløst mord på en teenager. En kridhvid jury fulgte politiets anbefaling og fandt McMillian skyldig, selv om kun et enkelt, kriminelt vidne talte ham imod.

Da Stevenson bladrer gennem sagsakterne, opdager han, at McMillians forsvar blev totalt ignoreret. Ingen lyttede til de mange vidner, der samme dag så ham samle penge ind til en kirke langt fra gerningsstedet.

Det burde være en smal sag, men McMillian viser sig at være den sværeste at overtale. Dyre advokater er fulde af ”smart snak”, som man ikke når langt med i Alabama, mener han. Her er mænd som han født skyldige. Det hjælper ikke appelsagen det mindste, at McMillian inden mordet havde gjort sig bemærket i lokalsamfundet ved at have en affære med en hvid kvinde.

For de lokale er hele miseren et afsluttet kapitel, og anklageren giver hårdt igen, da Stevenson bringer emnet på bane.

Men Stevenson lader sig ikke sådan afskrække, og instruktøren skal have stor ros for ikke at bagatellisere den unge advokats kamp for retfærdighed. At det ikke er omkostningsfrit for Stevenson at følge sin samvittighed, står allerede klart tidligt i historien, hvor han besøger en klient i fængslet, og en hånlig vagt tvinger ham til at smide tøjet.

I det amerikanske samfund er racisme konkret og institutionaliseret. Det er en tilbagevendende bitter og ironisk vittighed i filmen, at Harper Lee skrev borgerretsklassikeren At dræbe en sangfugl i området – og de lokale, selv anklagerens medarbejdere, har ingen anelse om, at der er tale om fiktion.

De tematikker vejer særligt tungt i filmens anden halvdel, som foregår i 1992, hvor McMillians appelsag endelig kommer for retten.

Instruktøren under sig ikke retssalsdramaets håndfaste virkemidler. Her er ingen bombastiske forsvarstaler, dramatiske afsløringer eller hårdtslående vidneudsagn i ellevte time. I stedet holdes et benhårdt fokus på det menneskelige drama, der er historiens kerne: En uskyldig mand er dømt til døden.

Michael B. Jordan (Creed, Fruitvale Station) er formidabel i hovedrollen som Stevenson, men filmen er fyldt med skuespiltalenter, der ikke lader sig nøje med endimensionelle helte- eller skurkeskikkelser.

I særdeleshed har Jamie Foxx (Ray) sjældent været bedre end som den forpint indelukkede McMillian. Man slipper sjældent tanken om, at selv hvis han undslipper galgen, vil hans liv aldrig blive det samme igen.