Kære far

Der mangler blot et homoseksuelt par, så havde der været fuld plade i det svenske mangfoldighedsbingo.

I den iscenesatte dokumentar Kære far møder vi en godhjertet læge, en flygtningekoordinator, flygtninge, adoptivbørn fra Sri Lanka, en litteratur- og teaterinteresseret elektriker, en pædagog, en mand med hjerteproblemer og en afdød patriark.

Den efterladte familie lever et stille liv i den idylliske lilleby Vadstena.

Akkompagneret af hyggelige guitar- og pianoflader opløses ethvert skænderi, før det starter, og det hele synes umiddelbart gabende nysseligt … indtil underkuede Björn stikker sit sympatiske hoved frem.

53-årige Björn er vokset op som yngste mand i en søskendeflok på fem, og hans fire storesøstre har været vant til at hundse rundt med det rare menneske, der som midaldrende fremstår forsagt, høflig og angstfuld.

Det er enormt let at spejle ens egen usikkerhed i Björn, og derfor fungerer det som en glimrende dramaturgisk motor, når den afdøde far i en videohilsen beder sin søn sige nogle ord til begravelsen.

Sådan sammenknytter filmen fornemt to temaer, der kan ride voksne mennesker som en mare: døden og idéen om at tale foran større forsamlinger.

Kære far er på alle måder et familieforetagende. Instruktør Johan Löfstedt er søn af Björns søster Monica og altså barnebarn til afdøde Per. Filmens fotograf er Johans bror Nils Petter.

I filmen spiller familien sig selv, og det er ikke vanskeligt at spotte, at ingen af dem tjener til det daglige brød som skuespillere. Da Björn opdager sin fars videohilsner på computeren, spiller han overrasket uden en snert af overraskelse i krop eller ansigt.

De glidende overgange mellem sort-hvid og optagelser af virkelighedens autentiske farver minder mere elegant om, hvordan instruktøren har stiliseret sin virkelighed og iscenesat sine familiemedlemmer i den.

Den personlige familiedokumentar går sjældent hårdt til sine medvirkende, men nordiske instruktører som Max Kestner og Aslaug Holm har bevist, at genren ikke behøver fremstå tandløs af den grund.

Kestners Rejsen på ophavet er en svimlende og kalejdoskopisk collagefilm, som i et forrygende virvar trækker tråde mellem instruktøren og hans forfædre, mens norske Holm i Brødre følger sine sønners opvækst gennem mange år, og resultatet er næsten lige så fængende som Linklaters Boyhood.

I Kære far er Björn det kantede element i de pittoreske omgivelser.

Filmen udspiller sig i den pænere middelklasse, og familien bruger gerne fritiden på en golfbane. Men hvad nytter økonomisk sikkerhed og habile putterevner, hvis fars sidste ønske er, at man skal gøre det, man frygter allermest her i tilværelsen?

Elektrikeren Björn aner, at der i litteraturen findes svar på kvababbelser.

I Vilhelm Mobergs roman Din stund på jorden finder han denne passage: ”Tag vare på dit liv! Agt det vel! Smid det ikke skødesløst væk! For nu er din tid på jorden!” De inspirerende ord vækker genklang i det angste sind, og snart danner Björn en læseklub på det værksted, hvor han arbejder.

Han lokker med gratis øl, og det er en lille pr-genistreg i et land med Systembolaget.

Patriark Per har også efterladt video-bidder til sine andre børn, og gennem disse opstår nye revner i glansbilledet. Han drak vist lidt rigeligt, kan vi forstå. Og han rejste også så meget, at han i perioder var mere gæst end far i Vadstena.

Der er som bekendt smuds i alle familier, og selv om skeletterne i denne families skabe ikke flår ens kæbe af led, er det betryggende at vide, at selv de pæneste af svenskerne besidder skamfulde minder.

Johan Löfstedt er kendt for mockumentary’en Konspiration 58, der med et skælmsk smil hævder, at fodbold-VM i 1958 aldrig fandt sted. I Kære far er der også pludselig en ordentlig ræv bag øret til slut, og sådan går man glad ud af biografen efter en film om fobi og død.