Kærlig hilsen, Hilde

De allerførste minutter viser os 33-årige, gravide Hilde i øjeblikket, hvor Hitlers politi Gestapo arresterer hende, mens hun samler jordbær i sin mors have.

Andreas Dresen skjuler intet i sin sindsoprivende Kærlig hilsen, Hilde. Det er denne films overvældende, menneskelige styrke.

I Tyskland er filmen blevet modtaget med åbne arme. Aviserne fremhæver, at fortællingen kan læses som en advarsel mod det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland (AfD), der går stærkt frem særligt i det østlige, tidligere kommunistiske Tyskland.

Scene for scene, ord for ord, viser filmen os højrevendt menneskeforagt og på den modsatte side de borgere, tyskerne i dag kalder ”stille helte”.

Handlingen afvikles ikke strikt kronologisk, men klipper frem og tilbage mellem før og efter anholdelsen: sanselige sommernætter ved Berlins søer, gedulgte radiosendere og ungdommelig optimisme over for systemets nådesløse proces, da modstandsgruppen Rote Kapelle sidder i saksen.

En agentfilm er det mindst af alt.

I modsætning til de fleste krigsfilm viser Andreas Dresen os i fangenskabet en usynlig vold, der dækket elskværdigt af et førhen kultiveret samfunds fernis. Diktaturets tjenere gør det beskidte arbejde, men med et smil eller et tomt ansigt.

Filmen er renset for andre krigsfilms fremstilling af pervers vold og forræderi. Her taler mennesker til mennesker som mennesker, venner som fjender.

Den nænsomt fortalte historie er en hyldest til menneskets anstændighed, legemliggjort i Hilde – spillet af Liv Lisa Fries, kendt fra serien Babylon Berlin. Hun taber aldrig sin idealisme, hvor dyrt den end måtte koste hende. Filmens unge er ikke helte, slet ikke Hilde. For dem er det virkelighed.

I fængslet og under gruopvækkende, tæt på sadistiske omstændigheder føder Hilde sin søn, som hun pusler og plejer, mens enkelte af hendes vogtere diskret viser hende glimt af medfølelse.

Scenerne fra Hildes fangenskab er nok filmens stærkeste, mest rystende og uforglemmelige. I scenerne før anholdelsen understreges det igen og igen, at de unge, modige mennesker så deres modstand mod Hitlers voldsdiktatur som elementært humanistisk.

En af gruppens ledende figurer var Hildes jævnaldrende ven, officeren Harro Schulze-Boysen (Nico Ehrenteit). I foråret 1941 kom Schulze-Boysen under vejr med, at Hitler forberedte sig på at falde sin allierede Stalin i ryggen og invadere Sovjetunionen.

Via et morseapparat forsøgte gruppen i maj og juni 1941 at advare Stalin om Hitlers forræderi. Kun et enkelt telegram nåede til Moskva, der afviste de alarmerende informationer som en klodset krigslist.

I oktober 1941 opfangede det tyske Gestapo et sovjetisk telegram til Rote Kapelle i Berlin. Heri nævnte russerne hovedløst Schulze-Boysen ved navn. Rote Kapelle var afsløret af russerne selv.

Bølgen af arrestationer, herunder Hildes, fulgte i eksprestempo. Det var Gestapo, der kaldte gruppen Rote Kapelle. Den hører vi sjældent om i historiske fremstillinger, men her sættes ”Kapellet” et mindesmærke, der næppe glemmes af dem, der oplever filmens gribende to timer lange fortælling, selv om Rote Kapelles virke var fortvivlende forgæves.

Et etisk pejlemærke i filmen er fængselspræsten Harald Poelchau (Alexander Scheer), som også Hilde møder i fængslet. Denne mand havde løbende kontakter til en i dag kendt modstandsgruppe, uden at det nogensinde blev opdaget. Præsten skal have ledsaget tusind fanger til fængslets guillotine.

I et afgørende øjeblik beder præsten fængselspersonalet om en ny kappe til Hilde. Der er kommet to mælkepletter på særkens bryst. Hildes dreng, nu 80 år gammel, giver os et par kloge ord med til afsked.