Kærlighed og andre katastrofer

To kvinder i 40’erne bliver gravide. Med den samme mand. Den ene er gift med ham, den anden er hans elskerinde.

Det er et godt udgangspunkt for en anderledes romantisk komedie, men desværre er Kærlighed og andre katastrofer hverken anderledes, romantisk eller sjov.

Rosa er gift med Frederik. De har to børn, men hun vil gerne have en efternøler. Så hun holder op med at tage p-piller uden at fortælle sin mand det – hvilket med rette gør ham vrissen, da han opdager det.

Han får overtalt både Rosa og elskerinden Sonja til en abort, men sidstnævnte ombestemmer sig i sidste øjeblik. Så i en alder af 47 år tumler hun med en voldsom omvæltning. Det er som sendt fra himlen, da hun møder en psykolog i det lokale kurbad. Det viser sig at være Rosa, og så det er selvfølgelig kun et spørgsmål om tid, før femøren falder.

Da det sker, går de hver til sit, og resten af filmen følger overvejende Rosas deroute, da hun simpelthen ikke kan fungere uden sin kernefamilie. Uden sin mand. Ham, der pressede hende til at få en abort.

Det er bare én af de himmelråbende konstruktioner i Torbjørn Rafns utroværdige manuskript, hvor plottet er hullet og dialogen virkelighedsfjern: ”Jeg vil vågne op til duften af røget te og appelsinmarmelade,” siger Frederik til sin kone, men hvem i alverden siger den slags?

Og en velrenommeret psykolog med bog nummer to på bedding er vel ikke nødsaget til at flytte ind i et lejet værelse så usselt, at der kun er et forhæng mellem det og udlejers neglesalon?

Når manuskriptet sejler, er det op til instruktøren at bevare overblikket, og det formår debutanten Sofie Stougaard desværre ikke. Hun er bedst kendt som skuespiller og er i øvrigt gift med Rafn, og måske derfor har hun ikke fundet det let at være kritisk over for ham.

Dermed ikke sagt, at filmen er fuldkommen uden lyspunkter, og fra tid til anden spidser skærmydslerne til, så man læner sig frem i stolen, som da Frederik flegner ud på Sonja. Hans afmagt udløser sig fysisk, og Sonja parerer hans ord og slag med oprejst pande. Man får helt ondt i maven over aggressionen mellem de to skuespillere.

Altid gode Lars Ranthe spiller den forvoksede drengerøv Frederik, der ikke kan holde pikken fra kunstneren Sonja. Hun dukker op på hans veteranbilsværksted iført herreskjorte, falsk overskæg og intet andet. Sjovt? Næ. Ellen Hillingsø kan i søvne overspille som excentriker, og gør det da også gennem det meste af filmen, selv om hun i enkelte scener vågner op og slår gnister.

Så er der straks mere nerve i Christine Albeck Børge, der har mest erfaring fra de skrå brædder. Hun formidler Rosa med spinkel sårbarhed, mens hun som en smykkeskrinsballerina bevæger sig gennem det uundgåelige brud, stadig mere slidt og beskidt.

Der er også kontant modspil i Rosas oprørske datter Puk, spillet med bittersød troværdighed af Bebiane Ivalo Kreutzmann, som også strålede i julekalenderen Tidsrejsen. Hun skærer befriende igennem morens hykleriske selvhjælps-bullshit: ”Han har kneppet udenom, tag en tudekiks og kom videre!”

Man har ellers lyst til at rose filmen, der er et sympatisk ildsjæleprojekt skabt uden en krone fra Det Danske Filminstitut. Måske derfor virker den til tider som en livsstilsreklame støttet af Helsingørs erhvervsliv: Kurbadet er fyldt med Ilse Jacobsen-produkter, Sundbusserne sejler i pendulfart, og da Rosa og Frederik sælger deres hjem, dvæler kameraet, så vi kan læse mæglerskiltets telefonnummer.

Kan den manglende støtte mon skyldes, at projektet ikke var godt nok?

I al fald er slutproduktet en fortærsket forviklingskomedie, der ikke kan beslutte sig for, om den vil satse på fællestårer eller falde-på-halen-komik. Kærligheden er svær at få øje på, men katastroferne er svære at overse.