Kalak

Isabella Eklöfs Kalak er ikke en direkte filmatisering af Kim Leines spektakulært talentfulde litterære debutroman, som i sin tid havde den sære og lidt uafklarede genrebetegnelse ”erindringsroman”. 

Men det lykkes de tre forfattere – Eklöf, Leine og Sissel Dalsgaard Thomsen – at fremmane ånden i romanen fra 2007 fornemt i et helt nyt medium. Meget er lavet om, drejet og vendt, men de psykologiske spor, de mange grønlandstematikker og konflikterne imellem karaktererne er de samme. 

Filmen åbner med noget nær filmhistorie, da et incestuøst overgreb skildres fuldkommen naturalistisk. 

Den unge, norske mand Jan – som Kim Leines alterego nu hedder – vækkes en morgen af sin far. Pinagtigt langsomt lister faren pyjamasbukserne af ham på sofaen og afslører en stor rejsning, som han straks forgriber sig oralt på. 

Det er filmet på en udleverende og dog skånsom måde, så man ærligt talt bliver paf. 

Det er ganske voldsomt at været tvangsindlagt til at iagttage et overgreb in medias res. Allerede her kan man se i mimik og kropssprog, at den norske – og på en måde ret følsomme eller sarte – Emil Johnsen er et godt valg til rollen. Han sammensmelter offerrollen og maskuliniteten på en unik måde, som forplanter sig igennem hele karakterens udvikling. 

En af filmens helt store sejre er skildringen af den incestuøse og også pædofile far, som altså tillige har begået ekstra-familiære overgreb. 

Søren Hellerup, der har haft en karriere i udlandet, er et decideret fund til rollen. Fysisk stor og slesk og selvretfærdig. Og med Leines præcise replikker og udlevering af hele den pædofile argumentation bliver scenerne med faren uforglemmelige – desværre. 

Har man læst det selvudleverende debatindlæg i Politiken, som Kim Leines virkelige far skrev på et tidspunkt, får man faktisk ondt i maven. 

Historien handler ellers overordnet om Jans flugt fra faren til Grønland. Men nissen flytter med. Som sygeplejerske har Jan adgang til medicin (”sundhedsvæsenet er den bedste pusher i verden”), og inden længe følger vi et liv med udskejelser af snart sagt enhver art. 

Jan misbruger grønlandske kvinder – eller også misbruger de ham? – og han drikker og tager piller og ender på sprøjten. Imens er alle andre medvirkende statister, inklusive hans tålmodige kone (smertefuldt spillet af Asta Kamma August) og børn, i den posttraumatiske udlevelse af dæmonien. 

Kan Jan nogensinde blive hel igen? 

Den filmiske oplevelse kaster, med Nadim Carlsens medfortællende og intime kameraarbejde, én tilbage til tidligere tider. En befriende ro og et grynet nærvær som i 70’erne eller 80’erne. Og hvis man har været i Grønland også et møde med både naturen og den mentalitet, man ofte finder i landet. 

Alt er meget voldsomt og ordløst. Og bortset fra få, men markante popsange, er der ikke mange akustiske indslag i filmen, som ikke er reallyd. 

Filmens anden scene er en grønlandsk kvinde, som definerer den grønlandske maske. Den består af tre ting: klovneri, seksualitet og åndernes rige. 

Værsgo, det er jo sådan set hele filmen! 

For rejsen rundt i den grønlandske folkesjæl og seksualitet er båret af netop noget uudgrundeligt: rå, ansvarsfri sex og en mand, der knalder som en stålkugle igennem sine traumers flipperspil. 

Jan er aldrig i kontrol, selv om han vist selv tror det. Og da han endelig finder modet til at sige sandheden – eller måske rettere simpelthen bryder sammen i armene på en grønlandsk elskerinde – sætter hun ham på plads. 

Alle er da blevet voldtaget. Tror han virkelig, at det gør ham til noget særligt? spørger hun. 

Filmen har ligesom romanen mange flotte, indre æstetiske sammenhænge, og de samfundskritiske pointer tårner sig op. Den postkoloniale tolkning ligger lige for, når man får øje på, at danskerne har et incestuøst forhold til grønlænderne. 

I den optik er Danmark en kolonialistisk fadernation, der begår overgreb på sin egen historiske slægtning. Og der er på den måde mange loyale, kærlige og socialt indignerede vinkler i filmen. 

Men spørgsmålet er, om filmen ikke alligevel eksotiserer grønlænderne? De er ret konsekvent set med vestlige, europæiske øjne. Scenen med midaldrende grønlændere, der danser på en bar til Safri Duos Played-A-Live, bliver en moderne, surrealistisk trommedans. 

Man kan se det som en noget nær racistisk satire, men snarere er det udtryk for et sammenbrud af kategorier, ligesom svensk-danske Isabella Eklöf har vist os sit blik på en grænseløs verden i sine tidligere film. Bodil-vinderen Holiday handler om forhærdelsen af en ung kvinde, mens Grænse, som Eklöf har været med til at skrive, er en slags transfantasi på flere niveauer. 

Kalak fortjener ros for sit livtag med overgreb på teenagere, sin skildring af en mand i kaos og sin eminente casting. Med en inuitskuespiller, som har helt blå øjne, kan man fortælle en kolonialiseringshistorie i ét billede. 

Derudover skal man se filmen for dens ro, for de enkelte scener snarere end den overordnede dramaturgi og for den grænseløse – og grænseopløsende – skønhed. 

Kalak betyder ”en skide grønlænder”, som en person i filmen siger. ”Og det kan betyde noget godt. Eller det kan betyde noget dårligt,” tilføjer han. 

Filmen handler i yderste instans bare om at leve. Om at være. Og om at være den, man er, og nu – tilfældigvis – er blevet tvunget til at blive. 

Jan er endt i det fremmede. Det sted, som skulle vise sig at blive forfatteren Kim Leines hjemmebane.