En mand sidder urolig og retter på sin skjorte. Ved siden af sidder kammeraten og siger, at han bare skal tage det helt roligt.
Sådan reagerer de, når to kvinder betragter dem på afstand. Selv om de har kæreste og børn gør opmærksomheden fra fremmede alligevel noget for selvværdet.
Men Kampen for tilværelsen udspiller sig ikke som et parforholdsdrama med plads til utroskab og deslige. Det er en sketchkomedie om to mænd, der er usikre på dynamikken i hver deres parforhold.
Det viser sig derfor, at kvinderne i virkeligheden bare ville vide, hvor længe de blev siddende, fordi de gerne vil bruge stolene bagefter.
Instagramseriens instruktør- og forfatterduo – Jannik Dahl Pedersen og Rasmus Skaarup Johansen – spiller en fiktiv udgave af dem selv. Jannik er kendt fra Ekko Shortlist med familiedramaet Trekanter af lykke.
De er umiddelbart ret tilfredse med deres mondæne tilværelse.
Mellem linjerne aner man dog en tvivl om, hvordan de endte der. Spørgsmålet er, om alle veje fører til Rom, eller om deres jævnaldrende under overfladen stadig lever et mere spændende liv.
Med sin korte spilletid på blot tre minutter per episode formår serien at filosofere over og gøre kærligt grin med parforholdsdynamikker, konsumerisme og populære hobbyer, der måske i virkeligheden er krampetrækninger for at føle sig unik og ikke bare et medlem af en ensartet gruppe.
Formatet er simpelt. Gutterne sidder ved siden af hinanden på skiftende lokationer og taler om kærester, forældreliv og hverdagens banalitet.
Hvad end emnet er, overtænker de det i seriens skægge, små sketches, hvor der kærligt gøres grin med fordomme om tøffelhelten og den moderne mand.
Begges tilværelser præges af legeaftaler, paddeltennis og hurtige svinkeærinder på kædecaféen Joe and The Juice på vej i pakkeshoppen for kæresten, som de er en anelse ærbødige overfor.
Kæresterne spilles kosteligt af Sofie Torp og Camilla Lau, men optræder først i ottende episode. Hovedpersonernes omtale af dem har allerede defineret, hvordan man som seer opfatter dem.
Ligesom når monstret i gyserfilmen forbliver i skyggen, tvinges seeren til selv at bruge fantasien til at forestille sig det usete. Men deres iver efter at gøre kvinderne glade kendetegnes hverken ved frygt eller irritation, som man kender det fra andre parforholdskomedier som Knocked up eller En frygtelig kvinde.
Der graves således ingen kløft mellem kønnene.
Tværtimod er disse moderne mænd interesseret i deres rolle og muligheder i ligestillingens tidsalder. Når serien er allerbedst, giver det anledning til en kostelig satire om parforholdets forventninger.
I andres hænder kunne tilgangen ende med at fremstå kvindefjendsk, men her giver det anledning til at vende klichéer om genrens tøffelhelte og mænd, der har scoret over evne, på hovedet.
”Det er sgu lidt mærkeligt at kvæle moren til ens barn,” siger Rasmus, hvis kæreste kalder ham for en pivskid, hvis han i en sexleg ikke gør det.
Jannik, der ikke tør kaste sig ud i kinky eskapader i soveværelset, ser lidt misundeligt på vennen, mens de sidder på en bænk over for legepladsen, hvor børnene leger.
Omsider tager han mod til sig og svarer, at han er bange for, om kæresten lader, som om hun også bliver kvalt, når hun snakker sammen med veninderne.
Hvor Jannik søger vennens bekræftelse, er hans følsomhed ofte en øjenåbner for Rasmus, der ellers accepterer status quo.
Men som alt andet i serien er usikkerheden først og fremmest genstand for ironi. Som når Jannik med en øl i hånden spørger, om kammeraten egentlig kan lide IPA.
”Nej, egentlig ikke,” svarer han.
De er blot fanget i en tidsånd, hvor øl må smage af alt andet end øl. For ikke at virke håbløst umoderne må løsningen derfor være, at de henter en Dark eller en salt-øl.
Kommentarer