Kaos

I en verden, hvor de græske guder og profetier ikke blot er myter, erklærer unge Riddy sin foragt for guderne i en skriftestol. Da hun træder ud af det helligste hus, bliver hun øjeblikkeligt ramt af en lastbil.

Over menneskenes verden sidder Zeus og resten af slænget mageligt på Olympen. De er ondskabsfulde og magtliderlige. Blasfemi udløser kontant afregning.

Men Riddy er en forkortelse af Eurydike, og hvis nogen husker pensum i oldtidskundskab, så begiver Eurydikes sorgfyldte ægtemand Orfeus sig på en rejse til underverdenen for at redde sin elskede.

Efter gudernes prompte straf transporteres Riddy til en sort-hvid underverden, og fortællingens tre arenaer er etableret. I en blanding af drama, tragedie og komedie udlever menneskene og deres perverse guder soapede skæbner.

Skamløse familiemedlemmer lægger krop til både erotiske og morderiske sammenkomster. Det er tidløs underholdning, der sagtens kan overføres fra 1.000 år før vor tidsregning til en glat Netflix-produktion.

I denne mytologiske virkelighed fødes alle ind i en profeti, der selvfølgelig er svært enigmatisk formuleret og meget nem at misforstå.

Tilbage på Olympen får den gråsprængte Zeus en midtvejskrise af en anden verden, da han forfærdet opdager en ny rynke i sin guddommelige pande. Guder ældes ikke, og fortællingens kerne toner frem. Endnu en kryptisk profeti kunne være et varsel om gudernes fald og dette ved menneskets hånd.

Så gudernes konge beslutter sig for at opfriske ærefrygten i de dødelige, og intet pisker op i troen som død og pinsel. Det fortæller Zeus frydefuldt fra sit spontant etablerede krigsrum, hvor han lystigt brainstormer over diverse epidemier og naturkatastrofer.

Fra tv’et i sit vidunderligt kitschede palads på Olympen følger han frydefuldt med i menneskenes uendelige lidelser som en altseende, esoterisk big brother.

Ved en menneskeofring forsøger han lidt halvhjertet at udtrykke en slags taknemmelighed, men kan ikke dy sig fra at nævne offergavens grimme sko.

Den forrygende teatralske Zeus spilles helt igennem udsøgt af Jeff Goldblum med så stor inderlighed og humor, at man ånder lettet op, hver gang han er på skærmen.

Kaos fortæller mange små og store historier i løbet af sine næsten otte timer, men kunne godt have nøjedes med den kriseramte gud. Goldblum kæler for detaljen, intonation og pausering i sit portræt af verdens største neurotiker med et gudekompleks.

Ud over Zeus’ sammenbrud er kun en enkelt scene oprigtigt rørende, men den er det til gengæld med fuld kraft. Forældrene til et dødt barn må mime deres sorg i et håbløst forsøg på at blive skænket adgang til underverdenen og redde deres søn i sort-hvid. En inderlig og mærkelig dans, der bugner af ømhed.

Den ømhed måtte gerne have været mere tilstede i resten af serien, som underholder og overrasker, men indhylles i kulde af sin hårdhed og humor.

Kulden minder om det mytologiske familiedrama, Succession, der næsten overgår Kaos i at være episk og fængslende til trods for sidstnævntes overdådigt generøse grundmateriale.

Kaos er fyldt med antihelte.

Den påkørte Riddy er smerteligt utaknemmelig for Orfeus’ selvopofrende lidelsesrejse til dødsriget og fanges næsten på sengen med en anden, da Orfeus endelig står i sort-hvid-format.

Personerne i Kaos er komplekse, kærlige og ukærlige, men ingen er lige så dragende som de sørgende forældre og gudernes totale kong Zeus.