Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant

”Den mystiske diamant!” runger det ud i salen med en sådan pondus, at bashøjtalerne er i fare for at sætte ud.

Sætningen er de første ord, som bliver sagt i prologen til Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant. Fortællerens dybe, gravalvorlige stemme vækker mindelser om actionfilm-trailers fra 80’erne.

Og der er da også rigeligt med action i den norske film til de mindste biografgængere.

Titlens kaptajn er skabt af forfatteren Terje Formoe i 1990 og har siden da været fast inventar på scenen, i bøger og film. I den nye animationsfilm er omdrejningspunktet en magisk diamant. Holder man den, mens fuldmånelys skinner på én, kan man uden nogen begrænsning ønske sig én ting.

Sabeltand og troldmanden Maga Khan er de mest ivrige for at få fat i diamanten. Med lidt længere hugtænder end de fleste og hud, der brænder i solen, minder troldmanden lidt om en vampyr, selv om man aldrig får at vide, hvorvidt han er det eller ej.

Det tætteste er, da Sabeltand kalder den ekstremt muskuløse troldmand for en forvokset flagermus.

Sørøveren er meget blegere end de andre karakterer i filmen. Det var et valg, Formoe traf, da han i sin tid skabte karakteren, men kontrasten kommer til udtryk, fordi animationen hælder mod det kantede.

De to alfamænd er i virkeligheden ikke i centrum. Hovedpersonen er den eventyrlystne pige Veronica, som bor med sin tante og arbejder på en kro, hvor sømænd og andet godtfolk kommer forbi for at få en bid brød.

Hendes bedste ven er drengen Pinky, selvudnævnt verdens yngste sørøver, der tidligere har været dækmatros hos den frygtindgydende kaptajn.

Af forskellige omveje ender de to børn ombord på Sabeltands skib Den Sorte Dame. Pinky er blevet taget til fange, og Veronica lader, som om hun er en dreng. Det betyder jo uheld at have en kvinde på skibet, som alle søfolk og landkrabber ved.

Filmen er meget sød og pæn uden at udfordre publikum. Man bliver aldrig rigtigt bange for, at der skal ske nogen noget slemt, og volden har hele tiden et fjollet element i sig.

Historien virker til tider kraftigt inspireret af Robert Louis Stevensons romanklassiker Skatteøen, og Kaptajn Sabeltand lader til at være i familie med Kaptajn Klo fra J.M. Barries Peter Pan. Især Dustin Hoffmans vidunderlige inkarnation i Hook fra 1991 popper frem på nethinden med det store, kulsorte og krøllede hår og teatralske fremtoning.

Der er dog rigeligt med originale og sjove øjeblikke til, at Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant undgår at ende som ”greatest hits” af sørøverfilm.

Maga Khans abehær i conquistador-hjelme og besætningen på skibet leverer op til flere slapstick-momenter, hvor mundvigene trækker op i et smil.

En matros fra Den Sorte Dame smækker med et par døre, mens han bombastisk siger: ”Vi ses aldrig igen!” Selvfølgelig falder dørene af hængslerne, mens han stadigvæk står der. Så siger han lettere febrilsk sætningen igen og sprinter afsted – sådan en situation er svær ikke at klukle af.

Det er også et smil på læben værd, når en sørøver er designet som en moderne hipster og komplet med en tatovering af en kop kaffe på overarmen.

Og så er de to alfahanner, Kaptajn Sabeltand og Maga Khan, så tilpas overdrevne og pompøse, at man sidder og venter på, hvornår de to flødeboller langt om længe står ansigt til ansigt, så den endelige tvekamp om diamanten kan ske.

Det bliver spændende at se, om der kommer flere eventyr med kaptajnen i det animerede format. Tegningen til noget virkelig godt ligger og lurer.