Det lover godt for Danmarks ungdom, når Emil Næsby Hansens sanselige, befriende dokumentar viser fire unge musikermænd, der støtter og lytter til hinanden uden skyggen af pikmåleri.

Sorg og glæde er skæbnesvangert begrænset og mondæn, fordi der kun er tale om en gestus og ikke et kompromisløst stormangreb på noget, der ikke kan forsvares.

Skildringen af en femtenårig nordmakedonsk dreng fanget mellem skole, fårehold og voksende ansvar rummer stærke øjeblikke, men blandingen af socialrealisme og drømmeagtige greb er ujævn.