Velkommen til en kulsort verden, hvor pickles er noget af det mest triste, man kan forestille sig.
Det lyder mærkeligt, at syltede agurker på glas kan være direkte deprimerende. Men det er primært, fordi den eddike-inficerede frugt leder tankerne hen på Mr. Pickles med det borgerlige navn Jeff Piccirillo.
Han er ellers den elskelige tv-vært på et børneprogram, der pædagogisk og med sjove figurer underholder de små poder, mens de lærer at tage sig godt af hinanden og sig selv.
Men Jeff er et knækket menneske.
Hans ægteskab er gået i stykker, efter at han og konen mistede den ene af deres tvillingedrenge i et biluheld. Nu prøver børnenes bedste ven at bearbejde sorgen ved at italesætte døden over for sit unge publikum. Men folkene bag programmet er ikke meget for at trække det i så dyster en retning.
Det er svært ikke at få en klump i halsen, når man ser Jim Carrey kæmpe med livet og dødens utilregnelighed i tv-serien Kidding.
Den folkekære skuespiller blev først kendt på tv-skærmen med 90’er-sketchserien In Living Color, men slog som bekendt igennem på det store lærred med hysterisk sjove roller i film som Ace Ventura, The Mask og Dum og dummere.
Senere gik han i en mere seriøs retning med The Truman Show, Man on the Moon og Eternal Sunshine of the Spotless Mind, hvor det stod klart, at det morsomme gummiansigt kunne bære mindst lige så meget tragedie som komik.
Efter at have været ude af rampelyset i nogle år, hvor Carreys tidligere kæreste i 2015 døde af en overdosis, gør skuespilleren nu comeback på tv. Og det gør han med en præstation, der både skærer i hjertet og får lattermusklerne på overarbejde.
”Hun har et mørkt hul inde i sig, som hun prøver at fylde med rødvin og penisser,” siger Jeff om nu ekskonen Jill (Judy Greer), der har startet et nyt forhold for at komme videre.
Det er pinagtigt morsomt, når Jeffs søster Deidre (Catherine Keener) opdager sin mand få et handjob af deres børns klaverunderviser. Men den efterfølgende – og forståelige – ballade føles alligevel som en pauseklovn, der mest eksisterer som krydsklipningsmateriale til den rigtige hovedattraktion.
Som publikum vil man helst bare tilbage til Carreys ansigt henlagt i ængsteligt smertefulde og falske smil.
Dem må Jeff også finde frem i samtalerne med sin kølige producerfar (Frank Langella), der forsøger at få sønnen på ret køl i arbejdsøjemed og tilbage på datingmarkedet ved at læse et af mange fanbreve op for ham: ”Du gør noget fantastisk for verden. Find vedhæftet et billede af min klitoris.”
Blandingen af store følelser og sort humor er ikke ukendt territorium i tv-mediet, hvor genrebetegnelsen ”dramedy” dækker snart sagt alle kritikerroste serier.
Umiddelbart er den franske instruktør Michel Gondry dog blevet tiltrukket mere af udsigten til at arbejde med Jim Carrey igen – de mødtes på den mesterlige Eternal Sunshine of the Spotless Mind – end det til tider lidt blodfattige manuskript, der efter fire afsnit kæmper med at holde dampen oppe.
Med mørke vittigheder er seriens univers nådesløst forankret i en udforskning af menneskets håbløse tilstand. Man savner det pludselige skift i tempo og tone, der gør genrefæller som Louie og animationsserien Rick and Morty til dynamiske grin og gråd-oplevelser.
Til gengæld har Gondry, der er producer på serien og har instrueret de første to afsnit, tilført Kidding en opfindsom, visuel stil. Den kommer til udtryk i en vidunderlig scene, hvor Jeff køber huset ved siden af sin ekskone og følger familiens liv med manisk desperation, mens kameraet følger ham rundt på etagerne.
Han er i frit fald, men så sympatisk, at biltyvene stopper deres forehavende, når de opdager, hvis bil de er i gang med at stjæle. Selv nøjes han med at lade, som om han ridser den bil, der tilhører manden, som har overtaget hans livs kærlighed.
Det er svært ikke at holde af ham og dermed også Kidding.
Kommentarer