Kødfarverne, urenheden og blodet, der lækker fra åbne sår.
Man mærker volden fysisk som et brutalt stød i maven allerede i de første afsnit af anden sæson af Killing Eve. Det er en af de få, ultrablodige serier, der forstår at gøre filmvold kæk og forførende.
Vi møder efterforskeren Eve (Sandra Oh) i Paris, hvor første sæson sluttede brat. Hun har få minutter forinden stukket sin rivalinde – den berygtede seriemorder Villanelle (Jodie Comer) – i maven med en kniv.
Eve spankulerer desorienteret rundt i gaderne i en tilstand af chok. Hun sætter sig fortumlet på en fortovscafe, hvor hun bliver mødt af en nysgerrig turist, som er overbevist om, at hendes rystende hænder og blege ansigt skyldes abstinenser.
”Tror du, jeg er narkoman?” udbryder Eve forbløffet og bryder ud i en forløsende latter.
Villanelle har i mellemtiden kun én ting i hovedet: Hævn over Eve.
I en scene befinder Villanelle sig på et hospital i Paris, hvor knivstikket lappes sammen. Ingen kender hendes virkelige identitet, og den markante østeuropæiske dialekt bliver hurtigt erstattet af et flydende fransk.
Hun deler værelse med en ung, vansiret fyr, der mirakuløst overlevede et voldsomt biluheld som den eneste i sin familie. De to patienter falder i snak, og fyren betror sig hurtigt til Villanelle. Han lader hende løfte på de blodige bandager, som dækker ansigtet.
”Er det så slemt, som lægerne siger?” spørger han bekymret.
Villanelle nikker. ”Det er endnu værre,” svarer hun.
”Tak, fordi du som den eneste fortæller mig sandheden,” siger den unge fyr og hulker på hendes skulder, mens hun forsigtigt holder om ham.
Et øjeblik virker det, som om manuskriptforfatterne med vilje har eksperimenteret med den koldblodige morder og tilføjet et par nuancer, således at publikum kan heppe på hende med ren medfølelse.
”Jeg har ikke lyst til at leve,” hvisker drengen grådkvalt, og uden tøven trækker Villanelle drengen tættere ind til sig. Men det viser sig ikke at være en øm omfavnelse. Hun griber fat om hans hals og vrider den om på ham.
Morderen kigger selvtilfreds på sit værk – det sengeliggende drengelig – som om hun har gjort knægten en tjeneste ved brutalt at aflive ham. Et øjeblik blev vi narret til at tro, at selv psykopater kan rumme en form for varme.
Nok er Villanelle afstumpet, men hun er langt fra udtryksløs. Villanelles absurde humørudsving og vanvittige grimasser gør hende både uforudsigelig, uhyggelig og tilfredsstillende underholdende at følge.
Det samme kan siges om serien, der hele tiden overrasker med grotesk vold og grotesk humor. Som når Eve spiser en burger foran et halvråddent lig, fordi den rådne stank efter sigende giver folk en umættelig trang til kød.
Filmvold kan virke malplaceret og til tider doven, som når den udelukkende er et middel, der skal dække over et søvnigt konstrueret plot.
Men sådan er det heldigvis ikke i den veloplagte nye sæson af Killing Eve. Voldssekvenserne er veludførte og tydeligt inspirerede af b-filmæstetik, men man har dog erstattet den til tider vulgære og platte b-splatter med et langt mere raffineret voldsudtryk.
Villanelle er i Jodie Comers skikkelse en forbløffende karakter på grund af sit konstant omskiftelige humør. Hun kan det ene øjeblik være nuttet og lillepigeagtig med uskyldige bedende øjne, mens hun det næste øjeblik forvandler hun sig til et glubsk rovdyr på jagt efter et nyt bytte.
Hun er i modsætning til mange andre forstenede seriemoderere konstant i sine følelsers vold. Det samme kan siges om Killing Eve, der rummer en sjældent forfriskende og fornyende galskab.
Kommentarer