Serieanmeldelse
13. apr. 2020 | 11:12

Killing Eve – sæson 3

Foto | Des Willie
Lejemorderen Villanelle (Jodie Comer) klæder sig ud som en klovn, når hun sammen med eleven Felix (Stefan Iancu) tager til børnefødselsdag for at passe sit blodige arbejde.

Med morbid humor, makabre mord og fabelagtige skuespilpræstationer er serien om en kvindelig psykopat lige dele underholdende og kvalmefremkaldende.

Af Patricia Smollerup

Koldt og udtryksløst forlader Villanelle gerningsstedet og efterlader en blødende Eve i Roms ruiner.

Vi fik en dramatisk afslutning på anden sæson af den kritikerroste krimiserie Killing Eve, som følger MI6-agenten Eve og lejemorderen Villanelles dødsensfarlige jagt på hinanden.

Nu er de to kvinder tilbage i en ny sæson.

Villanelle tilbringer en ekstravagant tilværelse i Spanien, hvor hun har giftet sig med en rig kvinde og forsøger at glemme Eve, som hun tror, at hun har slået ihjel. Eve blev imidlertid reddet af nogle turister og lever et nyt liv, hvor hun forsøger at gemme sig for Villanelle.

Ægteskabet er gået i stykker, og hun har forladt MI6, som også har lukket afdelingen, der efterforskede Villanelles arbejdsgivere – den mystiske gruppe ”De 12”, der står bag en lang række internationale mord.

Men da et mærkværdigt mord rammer en af Eves bekendte, og Villanelle samtidig får besøg af sin gamle mentor, som overtaler hende til at arbejde igen, sættes tingene i omdrejninger.

De to kvinders veje krydses naturligvis endnu engang.

Der er stadig et fabelagtigt samspil mellem Sandra Oh og Jodie Comer i rollerne som Eve og Villanelle. Med blandingen af fascination og foragt kører kvinderne hele tiden på kanten i deres farefulde spil med hinanden.

”Du ville ønske, at jeg var her,” har Villanelle indtalt i en Build-a-Bear-bamse, som hun har sendt Eve som gave. Vi kan følge Eves længselsfulde og splittede blik, mens hun skyldig aflytter beskeden.

Jodie Comer som Villanelle er stadig seriens helt store højdepunkt. Hun stjæler hver en scene med sin skildring af den skånselsløse morder.

Under det kølige, elegante og yndefulde udseende lurer en bindegal psykopat. Med stirrende øjne og et galt blik er hun fuldstændigt utilregnelig.

Hun handler på sit instinkt. Ruller med øjnene og sukker dybt, når hendes unge lærling, som hun har fået til opgave at optræne, er alt for længe om at udføre et mord. Så får han også kærligheden at føle.

Villanelles humørsvingninger og mangel på selvkontrol gør, at man holder vejret hver gang, hun er på skærmen.

Mordene er makabre, og Villanelle har en grotesk humor, når hun leger med sine ofre, inden hun koldblodigt myrder dem.

Til sin store morskab truer Villanelle med at dræbe et lille spædbarn, mens barnepigen forfærdet ser på, inden hun med kølig præcision kaster en stemmegaffel gennem hovedet på barnepigen, som om Villanelle deltog i et dartspil.

Om det er til børnefest, hvor morderne er forklædt som klovne, eller når en høtyv brutalt spiddes gennem kroppen på en af de kendte figurer, er seriens blodudgydelser kreative og kvalmefremkaldende.

Som i de foregående sæsoner kombineres de makabre mord med smukke landskaber i forskellige lande. Det er en fryd for øjet at se Villanelle spankulere rundt i fancy tøj i franske og spanske gader.

Samtidig klæder det serien, at denne sæson kommer et spadestik dybere i Villanelles psyke. Hun er fast besluttet på at finde sin familie, og vi bliver som seere interesseret i hendes fortid.

Også MI6-chefen Carolyn (Fiona Shaw), som vi indtil nu kun har kendt som kold og kontrolleret, får flere nuancer. Voldsomme begivenheder og sorg får hendes overflade til at krakelere en smule, og hun kan ikke længere bevare den samme facade. Pludselig går hun rundt i pyjamas og sidder i badekarret, når hun egentlig skulle holde et vigtigt møde.

Med et alt for højt grin, charmerende udstråling og tyk, russisk accent gør danske Kim Bodnia også fortsat en særdeles god figur som den skurkagtige efterretningstjenestemand Konstantin, der altid har sin egen skjulte agenda.

Første halvdel af sæsonen kommer en smule langsomt fra start, og karaktererne vader lidt for længe rundt i en dvale.

Men der bliver så småt lagt i kakkelovnen, og med et morbidt mord i seriens fjerde afsnit er der lagt op til en eksplosion i sidste halvdel.

Trailer: Killing Eve – sæson 3

Kommentarer

Titel:
Killing Eve

Sæson:
3

Land:
England, USA

År:
2020

Serieskaber:
Phoebe Waller-Bridge, Vicky Jones

Medvirkende:
Jodie Comer, Sandra Oh, Kim Bodnia, Fiona Shaw

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
13. april på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko