På Cannes-festivalen i maj bryder applausen ud, inden Yorgos Lanthimos’ seneste film overhovedet er startet. Det sker, lige så snart den hypnotiske synthbasgang fra Eurythmics 80’er-hit Sweet Dreams (Are Made Of This) pumper ud i salen under startteksterne.
Med Hollywood for sine fødder efter kostumedramaet The Favourite og fabelfortællingen Poor Things virker sangvalget som et topmål af folkelighed, som det lynhurtigt viser sig, at Kinds of Kindness end ikke forsøger at leve op til.
Efter et par publikumsvenlige film skrevet af Tony McNamara vender Yorgos Lanthimos tilbage til sin gamle skrivemakker Efthimis Filippou og sine absurd-groteske rødder i den græske weird wave.
Kinds of Kindness er lige så kuldslået misantropisk som Dogtooth og Alps og lige så karrig med fortolkningsnøgler til publikum som de engelsksprogede film The Lobster og The Killing of a Sacred Deer.
Filmen består af tre beslægtede kortfilm med samme besætning af skuespillere i roterende roller, der alle er fanget i forskruede sociale relationer og surrealistiske scenarier.
I den første spiller Jesse Plemons en succesrig mand, Robert Fletcher, hvis velbjergede liv er dikteret ned til mindste detalje af hans chef. Hvornår han står op og går i seng, hvad han spiser, drikker, læser. Hvilken bil han kører i, hvor han bor, hvor ofte og hvornår han har sex med sin kone.
Hans loyalitet belønnes med trofæer fra sportens verden: John McEnroes smadrede ketcher, Ayrton Sennas forbrændte kørerhjelm.
Men da Robert nægter at forårsage en trafikulykke, takker chefen for ti års godt samarbejde og smider ham ud i kulden. Han mister sit arbejde, konen forlader ham, livet smuldrer, indtil han støder på en kvinde – spillet af Emma Stone – der lader til at have taget hans plads.
I løbet af de tre historier rykker Emma Stone op på rollelisten, mens Jesse Plemons rykker ned. Sidstnævnte vandt fortjent prisen for bedste mandlige skuespiller i Cannes.
De to spiller et ægtepar i den anden film, hvor hun reddes hjem som eneste overlevende fra et skibbrud, og han tror, hun er en helt fremmed kvinde.
Pludselig spiser hun chokolade, hendes sko passer ikke længere, hun har glemt hans yndlingssang. Mens hun forsøger at glatte trådene ud med sine forældre og med deres faste bollevenner, bliver han stadig mere indelukket, afstumpet og kontrollerende.
Det betændte forhold sættes på spidsen, vendes på hovedet og føres ud i blodige, men barnelogiske ekstremer. Men humoren bliver ikke forsømt. Lige fra den ironisk forbeholdne titel er Kinds of Kindness fortalt med et djævelsk glimt i øjet.
Det eneste bogstavelige bindeled i filmene er således karakteren RMF, en midaldrende herre, der på sorthumoristisk vis lunter omkring uden at sige et ord i de tre kortfilm: The Death of RMF, RMF is Flying og RMF Eats a Sandwich.
I den sidstnævnte spiller Emma Stone og Jesse Plemons to missionerende medlemmer af en sexkult på jagt efter en kvinde, der kan vække de døde. Efter hvert fejlslagne forsøg vender de tilbage til kultens mondæne rigmandspalæ, hvor de dyrker sex på skift med lederne – der spilles af Willem Dafoe og Hong Chau, som også er med i de andre to film.
Da Emma Stones karakter falder i unåde hos kulten, opsøger hun selv en ung kvinde (Margaret Qualley, også en genganger), som har vist sig for hende i en drøm.
Det er en sylespids komedie om jalousi og social afhængighed, et svip med halen og en munter fuckfinger at vinke publikum hjem med.
Kinds of Kindness havde længe titlen AND, og det havde på en måde også været passende. Som mistrøstighederne hober sig op over små tre timer, uden at man rigtigt har nogen at holde med, kan man netop fristes til at spørge: ”… Og hvad så?”
Filmens tone kan af og til føles som hip nihilisme, men Lanthimos er alligevel for præcis i sin satire til, at man bare sådan kan ryste den af sig.
Kinds of Kindness er en gennemlækker produktion.
Fotograf Robbie Ryan strækker billederne med vidvinkellinser til landskabsportrætter af det lummervarme Florida, hvor historierne udspiller sig. Og Jerskin Fendrix, der brød igennem med den løjerligt velklingende musik til Poor Things, sætter skurrende accent på historierne med ildevarslende underlægningsmusik.
Man mærker, at Yorgos Lanthimos har fundet sit hold. Mange af kræfterne både foran og bag kameraet er efter sigende også tilknyttet hans næste film, og han er så aparte og uterlig en stemme i Hollywood, at man ikke kan håbe ham andet end vind i sejlene.
Kommentarer