Kingdom of the Planet of the Apes

Noget rigtigt stort er på vej.

Kingdom of the Planet of the Apes er første spadestik til et tredelt eventyr, som tager den ikoniske abe Caesars (Andy Serkis) eftermæle under kærlig behandling.

Den foregående trilogi (Oprindelsen, Revolutionen og Opgøret) – som i sig selv er prequals til Franklin J. Schaffners første film fra 1968 –foregår nogenlunde i nutiden, hvor en menneskeskabt virus gør aber meget intelligente.

Aberne tager over, og vi mennesker bliver svage ekkoer af os selv. Vi mister evnen til at tale, bliver dummere og mere dyriske for hver generation, mens Caesar kæmper for lighed imellem aber og mennesker.

I den nye film er alt dette dog 300 år siden og for længst glemt.

For selv om aberne er blevet ganske smarte, har de endnu ikke udviklet et skriftsprog, og man støtter sig stadig til et ekspressivt, sofistikeret tegnsprog og sammenstykkede, gryntede sætninger.

I den unge abe Noas (Owen Teague) klan, er Caesars historie slet ikke kendt. Klanen bor lykkeligt isoleret i Dalen, hvor chimpanserne har udmærket sig ved at kultivere kongeørne, som assisterer i deres jagt.

Ved en fejl leder vores helt en dag en frygtelig flok gorillaer til Dalen. Bæsterne slår ørnene ihjel og plyndrer alt, hvad Noa har kært.

De overlevende aber bliver bortført, og da Noa som den eneste efterlades i den forkullede bygd, beslutter han sig for at tage på hævntogt og befri resterne af sin klan.

Traditionen tro er aberne spillet af virkelige mennesker, iklædt motion capture-dragter. Den kun 25-årige Owen Teague har ikke lavet lignende før og er mest kendt for en birolle som bølle i de nye It-film og for et mindre indspark i en enkelt episode i antologi-serien Black Mirror.

De lave forventninger betyder dog, at han nærmest kun kan imponere. Og det gør han så sandelig.

Måske skyldes det også, at teknikken har fået et betydeligt nøk opad siden sidste film fra 2017, men Owen Teague virker som en gudsbenådet motion capture artist, som det hedder.

Han formår at gøre den nærmest shakespeareske rolle som skyldtynget ung han rørende og indlevende.

På sin rejse møder han den unge menneskepige Mae (Freya Allan, The Witcher). De fleste aber har ikke set ”ekkoer”, som man kalder menneskearten nu, i flere årtier. Men med nysgerrighed og gensidig respekt – der ville gøre Caesar stolt – formår de to at forme en alliance.

Gennem hende finder Noa ud af, at de onde gorillaer, der ødelagde hans liv, var udsendt af en mystisk abe, som kalder sig for Proximus Caesar (Kevin Durand).

Proximus har opstøvet fortællinger om den oprindelige Caesar, men har komplet misforstået den for længst afdøde abes budskab om næstekærlighed.

I stedet regerer Proximus med frygt og indfanger klaner for at udbygge sit rige og udbrede forskruede budskaber i Caesars navn.

For at tilrane mere magt har han udset sig et ekstremt forskanset magasin. Efter hans overbevisning indeholder det ”menneskevåbenet”, som vil give Proximus et massivt forspring og sende hans klan ind i en ny teknologisk tidsalder.

Den garvede apokalypse-instruktør Wes Ball (Maze Runner-trilogien) og manusforfatter Josh Friedman (Avatar: The Way of Water) har en overskudsagtig tilgang til originalmaterialet og verdenen, som her er dækket af lianer og hænger i laser.

Udover den ekstremt flotte world building leger filmen også genialt med tid.

Det bliver nemlig antydet,at aberne i Kingdom befinder sig i, hvad der svarer til bronzealderen. Noas flok eksperimenterer med falkejagt, og flere begynder at se fidusen i måske at nedfælde idéer på skrift.

Og så er hele det overgroede univers præget af et glødende bronzeskær. I det dystre landskab af rustne broer og forfaldne konstruktioner står metallet som symbolsk minde om fortidens pragt og styrke.

I underskoven stikker dybe nuancer af rød, guld og orange frem og danser sammen i et kalejdoskopisk mønster af farver, der fortæller historier om udvikling og hybris. Samtidig varsler de rustne pletter skjult viden og glemte planer, gemt væk under ruinerne.

Filmen er på sin vis blot én lang opbygning til de næste to film uden et egentligt klimaks, men for en gangs skyld føler man sig ikke snydt.

For med frække tidsspring og eksponentiel, teknologisk udvikling har den nye trilogi kurs mod stjernerne.