Alle kender nok fornemmelsen af at sidde i biografens mørke og være sikker på, at nu må filmens rulletekster da snart åbenbare sig på lærredet.
Tålmodighed er som bekendt en dyd, og den egenskab bliver virkelig sat på prøve under Kingsman: The Secret Service, der bruger 129 minutter på at forvandle hovedpersonen ”Eggsy” fra social taber til sej spion.
Instruktør Matthew Vaughn har tidligere haft succes med de mere seriøse superhelte i X-Men: First Class og wannabe-superhelten i Kick-Ass, der som Kingsman: The Secret Service også er baseret på en tegneserie af Mark Millar og Dave Gibbons.
Men Vaughn formår ikke at gøre sig selv kunsten efter og ramme den magiske blanding af alvor og absurd tegneserievold.
Kingsman: The Secret Service er en parodisk pærevælling, hvor action, satire og de utallige referencer til alt fra klassiske Bond-film til Dr. Strangelove kun smelter uskønt sammen.
Gary ”Eggsy” Price (Taron Egerton), sytten år gammel og utilpasset London-lømmel, kan se frem til en tur bag tremmer, efter at han har vovet at stjæle en bil, der tilhører udskuddene fra den lokale pub. Han har aldrig kendt sin far, der mange år tidligere omkom i en hemmelig militæraktion, og Eggsys eneste arv fra sit ophav er et mystisk telefonnummer, han kan anvende, skulle han komme i alvorlige problemer.
Det er han så nu. Ind i Eggsys liv dukker den gådefulde Harry Hart op, spillet af en yderst veloplagt Colin Firth, der holder filmen oppe som charmende helt med bowlerhat og skræddersyet jakkesæt.
Nok ligner Hart på overfladen en gentleman af den klassisk tørre slags. Men i en underholdende sekvens må barylerne fra beverdingen, der er på nakken af Eggsy, hurtigt indse, at der slagkraftig pondus i Firths forrygende spion. Han skyder løs med sit armbåndsur og parerer med en skudsikker paraply.
Hart er tidligere kollega med Eggsys afdøde far i spiontjenesten Kingsman, der er så super hemmelig, at ingen andre efterretningstjenester på kloden kender til den. Michael Caine fører an som lederen Arthur, men den lille og ligegyldige rolle er vist mest en spekulation i at få den 81-årige legendes navn på plakaten.
At alle spionerne er opkaldt efter de berømte riddere af det runde bord, understreger blot filmens letbenede referencer fra den britiske kulturskat.
Kingsman leder efter en ny spion-kandidat, og så er der dømt indædt og beskidt kamp på spionskolen mellem vores hårdføre knægt fra betonblokken, en charmende pige og klichésnobberne med britisk overklasseaccent.
Det er Harry Potter på agentkursus uden magiske momenter.
Så bliver det noget bedre, da Harry Hart og Eggsy sætter efter Samuel L. Jackson, der kommer ind i billedet som den læspende milliardær og superskurk Valentine, som morsomt serverer mad fra McDonald’s til gæsterne i sit overdådige palæ.
I bedste James Bond-skurkestil har Valentine en snedig plan, der vil udslette størstedelen af menneskeracen. Og helt efter bogen har han en modbydelig, ond assistent, der som den morddømte handicap-atlet Oscar Pistorius har benproteser. Når det kommer til drab, halter den sydafrikanske løber dog gevaldigt bagefter. Her bliver der for et godt ord sprættet lemmer af og over med de knivskarpe proteser.
Matthew Vaughns manus og instruktion står desværre også på vaklende ben og sparker adrig fra sig eller kommer op i tempo.
Vaughn var producer på Rub, stub & to rygende gevær og Snatch, og han forsøger at tage atmosfæren fra de to film med sig. Men her rammer han langt fra Guy Ritchies sans for effektivt koreograferet action efterfulgt af mindeværdige replikker. Her er ingen ”horrible cunt” eller underholdende Vinnie Jones-karakterer.
Instruktøren sigter heller ikke efter et udpræget satirisk univers a la Austin Powers. Ej heller er der en aura af underliggende alvor, som tilfældet var det med Kick-Ass – i hvert fald den første, som han selv instruerede så fremragende.
I stedet er Kingsman: The Secret Service en britisk agentfilm-bastard, der vil alt og ingenting på samme tid, men mest bare kører i tomgang.
Kommentarer