Psykologen Susanne Hartmann har alt.
Hun er en populær underviser på universitetet, har en fin praksis som byens dyreste psykoterapeut og bestsellersucces med en bog om forsømte børn, foruden et tjekket udseende og et kærligt ægteskab samt en lille datter.
Før vi møder hende i Klienten, ser vi et mord i Stockholm, hvor en kvinde makabert får skåret sit foster ud og dernæst dræbes.
Hjemme i Danmark får Susanne en ny patient, mystiske Mark, der er kronraget som en hinduistmunk og sortklædt i stedet for orange. Mark vil gerne have, at Susanne skal behandle hans dødslængsel, hvilket fører til en mere og mere dirrende samtale.
Stemningen skifter pludselig til det fatale og forfærdelige. Mordene på kvinder her og der i Norden danner efterhånden et mønster, og beskeder efterladt på gerningsstederne peger mod Mark, der har sagt noget tilsvarende til sin psykolog.
Just som man tror, at nu er der rede på det meste i historien, tager intrigen endnu en drejning, skruen strammes og håbløsheden stiger. Krimiplottet bliver mere fortættet, truende og farligt.
Klienten er instrueret af Anders Rønnow Klarlund, der har skrevet manuskriptet sammen med Jacob Weinreich. De fik under pseudonymet A.J. Kazinski folkelig succes med TV 2’s familievenlige turistkrimi Hvide Sande, hvor mord og vold bliver fladt dramatiseret uden de store bølgeskvulp.
Makkerparret har inden da skrevet ret så horrible og hårrejsende krimier, der bestemt ikke er for sarte sjæle og bløde læsere.
Deres tæft som krimiforfattere mærkes i filmens durkdrevne, spektakulære og smart snoede fortælling, der til fulde lever op til den skandinaviske krimis ry for at være mere skruppelløs, sadistisk og splattet end anden krimikultur ude i den store verden.
Igen må kvinder lægge krop til, intet nyt her. Men Klienten er heldigvis særdeles godt håndværk, rapt og snildt klippet, inciterende og uforudsigelig det meste af vejen.
Langsomt forvandler filmen sig til et skæbnedrama med toner af græsk tragedie og Hitchcock-thriller.
Den er minimalistisk i sit design som et nervedirrende kammerspil med iskolde nedslag i en psykopats fortid og en psykologs fortrængninger.
Selv med sine voldelige blodsudgydelser er Klienten faktisk mere eller mindre behersket. Men er man kun til blodløse krimigåder, skal man nok holde sig væk.
Først og fremmest er dramaet båret af to skuespillere, der agerer som psykologiske skakspillere i snævre rammer og lukkede rum.
Signe Egholm Olsen er ganske enkelt formidabel som psykologen, der nok krakelerer, men samtidig holder hovedet koldt og får overblik, selv når alt ser håbløst ud. Susanne er en sand overlever, som tvinges til at gå gennem ild, vand og is.
Jeg spår også glimrende Anton Hjejle, der gestalter dæmoniske Mark, en fortjent optagelse i det fine danske skurkegalleri i internationale film.
Nok er rollen på kanten til klichéen om den bøse og bitre unge mand med beske grimasser og barndomstraumer, men skuespilleren leverer en fascinerende præstation.
Når filmen ikke kommer helt op at ringe, skyldes det flere ting.
Midt i spændingen opstår der nærmest en pause for at holde mindre prædikener om sammenhængen mellem skydespil og skoleskyderier, tirader om etiske urimeligheder og menneskers skyld. Det spiller som genrepligtskyldig samfundskritik.
Dertil kommer Sanne Graulunds underlægningsmusik, der til tider er for svulstig med kirkemusik og korsang. Når filmen udsiger sit budskab for fuld skrue, og musikken spiller med fuldt orkester, er det nogle gange distraherende svært at høre, hvad der bliver sagt.
Filmens pointerede slutning er rigeligt fortænkt, men Klienten holder gejsten oppe til sidste blodsdråbe. Det er en spændende, original og innovativ dansk thriller, perfekt kameraklar til et remake i Hollywood.
Kommentarer