Det var så sent som i februar, at den seneste animationsfilm om feerne på Ønskeøen, Klokkeblomst og piratfeen, havde dansk biografpremiere. Den fik en blandet modtagelse af de danske anmeldere.
Det var med bange anelser, at jeg satte mig til rette for at se en ny animeret Disney-film om feer kun ti måneder efter seneste omgang.
Ville det blive endnu en omgang tåkrummende kjolebytning i selskab med pyntesyge pixie-prinsesser? Og hvorfor overhovedet spytte endnu et samlebåndsprodukt på markedet så kort tid efter den forrige model?
Nogle gange føles det rart at tage fejl. Klokkeblomst og legenden om ønskedyret er nemlig en god og underholdende børnefilm.
Den har både opbyggelige temaer og en sund morale, og som barn kan man sagtens være bekendt af tage sine forældre med ind og se den.
Klokkeblomst er kun en bi-fe i denne omgang, og i stedet overlades hovedrollen til dyrefeen Fauna. Hun fremstår en smule naiv, men er mest af alt en dyreven med hjertet på rette sted.
En dag finder hun nogle enorme fodspor i skoven, som fører hende til en hule beboet af en mystisk skabning, der ligner en krydsning mellem et dovendyr og en muppet-dukke.
Dyret opfører sig truende. Men Fauna spotter hurtigt, at det skyldes den torn, dyret har fået i sin pote. Den får hun med møje og besvær fjernet, og derefter bliver Fauna og dyret, som hun døber ”Grynte”, venner.
Der er manuskriptforfatterpoint til Disney for at hente inspiration i den 2.000 år gamle romerske fortælling om den dødsdømte slave Androkles, der skånes af en cirkus-løve. Ligesom dengang er venskab, tillid og loyalitet de helt store temaer. De to nye venner finder hurtigt sammen, selvom de er meget forskellige af udseende og – primært – størrelse.
”Når bare man ved, hvad man skal kigge efter,” som Fauna siger på et tidspunkt, så er det ikke svært at skelne mellem ven og fjende.
Desværre kan de fleste andre feer på Ønskeøen ikke se det, som Fauna ser i Grynte, og de er langt fra overbeviste om, at det store dyr ikke er en trussel. Mest skeptisk er lederen af dronningens spejder-feer. Hun finder en gammel legende om ”ønskedyret”, som engang for længe siden smadrede feernes have, og så går jagten ind på det genopståede bæst!
Animationen er ikke på højde med det, der imponerer i de helt store Disney-produktioner. Men i dag er selv skrabet animation så god, at den fungerer ganske fint på det store lærred. Der er fokus på historien uden for mange distraherende baggrundsdetaljer. Til gengæld er filmens klimaks både flot udført og medrivende fortalt.
Selvom det er en sej film for og om seje piger, er der enkelte kønspolitiske mislyde hist og her. Blandt andet er de mandlige feer primært repræsenteret ved den fe, der hjælper med at finde frem til legenden om ønskedyret. Vi skal som publikum forstå, at han er en kloge-åge, men han er gjort så über-nørdet med klasket grydefrisure, firkantede hinkestensbriller og kraftig læspen, at det halve kunne være nok.
De kvindelige forbilleder styrer for de flestes vedkommende uden om klichéerne, så det er ærgerligt, at den eneste mandlige figur med mere end én replik, falder igennem.
Den sjette fe-film i rækken løfter sig markant over forgængeren som en sej og varm fortælling om vigtigheden af at stole på dit hjerte, selv når andre ikke kan se, hvad du ser. Og om ikke at skue hunden på hårene, heller ikke selvom hundens forgænger var en pyntesyg puddel.
Kommentarer