Klub Kranium handler om tre unge mennesker – Josephine, Mareridt og Jay – der ligner noget fra en horrorfilm. Med tårnhøje plateaustøvler, sorte kontaktlinser, crazy hårfarver og en le, måske endda en ægte, over skulderen, går de til kultfest.
De tre er en del af den subkultur, man kalder goth. Begrebet har rødder i middelalderens gotiske kunstretning, og her var ordet brugt nedsættende som ”barbarisk”, altså en art modkulturens kunst.
Det er også sådan, det skal forstås i moderne goth. Goth udspringer af 70’ernes punk rock eller bare punk. Og en undergruppering i punken er gothic rock.
I litteraturen dækker gotikken over tekstformer, hvor død, horror og kærlighed smelter sammen. At det hele hænger sammen, kan man se i filmen.
Josephine samler på kranier fra døde dyr, hendes ven med kælenavnet ”Mareridt” makser ud i bogstavelig talt hårrejsende kropslige udtryk, og Jay er vokset op i en indremissionsk familie og tror inderst inde på, at Gud findes.
I begyndelsen af filmen er det svært ikke at lade sig provokere af de modbydelige udtryk, de unge mennesker vælger. Det er også hensigten med deres piercinger, hjemmelavede tatoveringer og leflen for det frastødende.
Men det står meget hurtigt klart, at temaerne ”udstødelse” og ”marginalisering” – og det at tage sådan en skæbne på sig – er filmens bærende konstruktion. Der sættes ord på det helt fra første scene, hvor Josephine fortæller om en klassekammerat, der prøver at passe ind, men som i forsøget mister sig selv og i sidste ende alligevel bliver afvist.
Så hellere stå stærkt udenfor, lyder parolen.
Ikke mindst på grund af sit stof – en totalt outreret subkultur – får instruktør Frigge Fri meget forærende rent billedmæssigt.
Lige fra den ekstremt fascinerende åbning, hvor en ung kvinde med en lysende, skriggrøn rygsæk i drømmende slowmotion går ned ad en natlig provinsgågade, savler instruktøren over farver, former, døde dyr, maddiker, blod, unge kroppe, røg og fuldmåner.
Men det bliver aldrig overæstetiseret, fordi klipperen Esben Bay Grundsøe løbende knalder hårdt over i smalle mobiloptagelse og billeder holdt i en dramatisk rystende hånd.
Til gengæld er filmens finale en perfekt visuel balance, når de tre personer samles i en poetisk kavalkade af smukke portrætsekvenser, imens lydsiden fyldes af Sopor Aeternus & the Ensemble of Shadows, der meget passende synger ”you’re beautiful”.
Det sidste er nemlig filmens inderste kerne.
For det står snart klart, at fortællingen, som hentes frem i det udsøgte miljø, er en lille coming of age-historie. De forpuppede unge mennesker skal – mod alle odds – finde sig selv. Og de gør det.
Josephine finder sig en kæreste, den smukke Jan, og dresser ned og får arbejde i Netto og ofrer måske sin bedste ven i bevægelsen.
Mareridt tager sit udtryk til nye højder i modeverdenen, hvor han får sit indre mørke udtrykt. Jay finder en vej, bliver mere samlet at se på, og måske lykkes det ham faktisk også at blive tandlæge, som han drømmer om?
Allermest sårbare er scenerne med forældrene, der elsker deres sære, ensomme børn. Josephines mor vinker bekymret farvel, da hendes datter flytter fra Jylland og ind i et højhus i storbyen.
Mareridts far og mor kommer, pivstolte, til modeshowsdebuten og tilbyder omsorgsfuldt et lift hjem. Jays indremissionske familie samler københavnerudskud og artige kristne børn om samme bord – med både islagkage og Bedstefars Skæg – og scenen, hvor de alle sammen hygger sig sammen, er decideret rørende.
Klub Kranium får én til at tænke på scenen i Michael Moores Bowling for Columbine, hvor han spørger punkeren Marilyn Manson om, hvad han egentlig ville sige, hvis han fik lejlighed til at tale med de udsatte børn, der skød vildt omkring sig på Columbine High.
”Jeg ville ikke sige ét eneste ord. Jeg ville lytte. For det var dét, ingen gjorde,” lyder svaret.
Kommentarer