Kneecap

Kneecap var allerede verdens mest succesrige irsk-sprogede, irsk-sindede rapband – indrømmet, lidt en niche – inden denne røverhistorie om deres oprindelse tog Sundance-festivalen med storm i januar.

Nu står de også over for et fuldt fortjent gennembrud i filmens verden. Kneecap er en sjov og grov slyngelkomedie med politisk kant og sprængfarlige terrorisme-vittigheder.

Det tre mand store band brød igennem i et Nordirland mærket af generationers konflikt ved at rappe om politiet, om den fortsatte kamp for et forenet Irland og om hjemsendelsen af engelske soldater. Også om, hvor vigtigt det er for irere at lære det irske sprog, og så om deres store kærlighed til stoffer.

Gruppen har skabt kontrovers i krydsilden mellem medier og politikere uden at gå på kompromis med disse mærkesager, der også er kernen i filmen.

En håndfuld autentiske hændelser udgør filmens historie. Som da en ung mand insisterer på at have en irsk tolk til stede ved en politiafhøring – et absurd krav i et land, hvor alle taler engelsk. Men Kneecap er dybest set en række komiske kortfilm om bandets tilblivelse.

Filmens tre helte – eller antihelte, afhængigt af publikums politiske tilhørsforhold – er bandmedlemmerne Mo Chara, Móglaí Bap og DJ Próvaí.

I filmens udlægning af deres historie har Móglaí Bap været på kant med loven, lige siden de nordirske myndigheder forvekslede hans barnedåb i skoven med en træningslejr for terrorister. Retfærdigvis skal siges, at hans far (Michael Fassbender) er et aktivt medlem af IRA, der forfalskede sin egen død og stadig lever i skjul 26 år efter Good Friday-fredsaftalen.

Móglaí Bap og hans bedste ven Mo Chara er begge stolte republikanere for et forenet Irland. De nærer vage drømme om at være noget ved musikken, mens de tjener til dagen, vejen og næsen ved at sælge stoffer.

Da de ved et tilfælde møder skolelæreren og mixmesteren DJ Próvaí – han er tolken, der troligt tropper op på politistationen – går de sammen om at starte et band.

Instruktør Rich Peppiatt er ganske vist englænder, men bor i Belfast, hvor han blev fan af bandet. Under pandemien gik de sammen om et manuskript bygget over de bedste vandrehistorier om bandet og de mest ørehængende sange.

Den uprøvede trio har ikke anden skuespilerfaring end et seks ugers lynkursus op til optagelserne. Men selv når de virker lidt stive i betrækket, har de fræk charme og publikumstække.

Michael Fassbender giver dem en dramatisk håndsrækning som den gamle soldat, der stadig udkæmper forrige generations krig, mens Simone Kirby er herligt bister som hans hårdtprøvede kone – eller enke, afhængigt af hvem der spørger.

Samtidig har historien et bankende hjerte og noget på spil. Politiets overvågning og chikane af familien føles grumt troværdig, og det er let at købe filmens præmis om, at fortidens slemme terrorister i dag er Nordirlands narkobaroner.

Men hvad gør lige så uudsletteligt et indtryk er optimismen hos en generation af nordirere, der er vokset op efter fredsforhandlingerne, og som både er mærket af urolighederne og hånlige over for konflikten.

Som da bandet forsøger at score receptmedicin ved at klage til lægen over nedarvede traumer.

Filmens taktfaste klipning og nøje planlagte kamerabevægelser læner sig op ad Tarantino og Edgar Wright, især brugen af ultrakorte visuelle jokes. Men Kneecap er også ambitiøs nok til at gå sine egne veje, som i en hyleskæg stopmotion-scene, hvor bandet er for pilskæve til at begå sig, eller den fremragende running gag om Mo Charas usædvanlige romantiske præferencer.

Det kan godt være, man ikke bider negle over filmens drama, men som musical er Kneecap en fest, hvor man nikker med på beatet, selv hvis man ikke forstår teksten. Og som komedie garanterer den en lind strøm af vaskeægte latterbrøl.