Terrence Malick har givet os melankolske åbenbaringer som Badlands, Days of Heaven og The Thin Red Line. Men efter succesen med The Tree of Life (2011) har han tilsyneladende taget hul på sin anden ungdom, for han laver i en alder af 72 år film i et hidtil uset tempo.
Det er der kommet en ikke voldsomt vellykket, men ganske interessant film ud af. En fortælling blottet for ironi om en moderne prins, der går igennem jordskælv, skudoverfald og fodsex uden at trække en mine.
Knight of Cups har så skæv, spirituel og patosladet historie, at den nærmest inviterer til latterliggørelse – men det har den ikke fortjent.
Det er en filosofisk film. Hvad skal vi dog med alle de muligheder og den skønhed, der ligger foran os? Eller sagt mere i øjenhøjde: Hvad gør man, hvis man ikke føler eller elsker så meget, som man synes, man burde?
Malick har tydeligt personlige aktier i dette skisma.
Som i The Tree of Life tager han den kosmiske brille på og understreger via sagn-referencer det universelle i sin fortælling, inden han zoomer ind på en af de mange personer, som er fortabt. Nemlig den succesfulde Hollywood-forfatter Rick (Christian Bale), som går fra kontraktmøde til kendis-poolparty uden en gnist af begejstring eller taknemmelighed.
Rick scorer kvinder med nogle af klodens smukkeste kurver og mest indtagende smil (blandt andre Cate Blanchett, Natalie Portman og Freida Pinto), men har besvær med at gengælde deres kærlighed. Især mødet med ekskonen Nancy (Blanchett) svier. Drømmen om en fælles lykke skvulper stadig i hendes blik, men hun er stærk nok til at forstå, at det er ham, det er mest synd for.
”Du er mit livs kærlighed. Burde jeg fortælle dig det?”
Karismatiske Christian Bale er et spændende valg som Rick. Mens man ser ham med hovedet lidt på sned, kærtegnende en kvinde med øjnene, rummer hans blik både begær og antydningen af, at han har luret tomheden bag sin egen facade. Når han er ensom – og det er han ofte med eftertryk på en strand eller i en ørken – kan hans eget ansigt blive stenhårdt.
En brutal far i åben krig med Ricks ustabile bror og dertil det bitre minde om endnu en bror, der døde som lille, spøger. Rick fremstår ikke kun som forfører, men også som eksistentielt fejlplaceret. Hvor tit ser vi lige det på film?
Selv om vi ikke hører mange af Ricks tanker, forstår vi udmærket hans følelse af at famle efter holdepunkter i en verden af skønhed. Terrence Malick har nemlig klippet handlingen op med spring i både tid og sted – impressionistisk som i den hjerteskærende midterdel af The Tree of Life, men også intuitivt som en eksperimental film.
Overalt indklippes småbidder af natur og kultur, der lægger sig som et tidløst spejl om Ricks historie. Der er grovkornede snapshots fra brændingen, bjergmassiver, motorveje og solopgange.
Man sidder tilbage med følelsen af, at den før så kontroltyngede Malick er blevet træt af at frygte sin egen skygge. På livets kant lader han kreativitetens flod finde sit eget løb. Måske for at uddrive private dæmoner (familiemæssigt er Rick kalkeret over Malick selv), måske bare for at dele sine tanker om universet.
Resultatet er, at man skiftevis føler sig inviteret hen til nøglehullet foran en psykologpraksis (ganske stimulerende) og tvangsindskrevet som gæst ved en kabbalakongres (rædsomt).
I det punkt forbliver Knight of Cups ubehjælpeligt fanget. Mellem noget meget personligt og et distancerende gitter af mystik og kristendomsreferencer.
Jeg sad selv tilbage med et flertydigt stenansigt. Ikke mæt af Emmanuel Lubezkis sansebilleder, men med fornemmelsen af, at jeg har luret tomheden bag instruktørens facade.
Kommentarer