Knock at the Cabin

”Jeg er ikke herfra, men jeg håbede på at få nogle nye venner. Må jeg snakke lidt med dig?”

Ordene kommer fra en enorm mand og er henvendt den syvårige pige Wen (Kristen Cui).

Hun er på ferie med sine fædre, Eric (Jonathan Groff) og Andrew (Ben Aldridge). De bor i en stor træhytte dybt inde i en af Pennsylvanias mange skove.

Solen lyser flot igennem de høje træer, mens hun sidder og fanger græshopper. Indtil Leonard (Dave Bautista) dukker op. Og pludselig viser tre andre mennesker sig i den ellers øde skov.

Wen skynder sig ind til sine fædre. De låser og lukker alle døre og vinduer. Men det holder ikke de uindbudte gæster ude i M. Night Shyamalans horror-thriller Knock at the Cabin.

De fire uindbudte gæster er nemlig på en mission. Plaget af syner om verdens undergang er de blevet ført sammen og derefter ledt ud til familien i skoven.

Der skal træffes et valg.

Eric, Andrew eller Wen skal dø, og de skal selv blive enige om, hvem der skal ofres. Fire gange vil de blive spurgt, om de er nået til enighed. Hvis det ikke er sket fjerde gang, bliver menneskeheden udslettet i et apokalyptisk inferno.

Shyamalan stod senest bag den forfærdeligt ringe Old, og man frygter på forhånd, at den tidligere mesterinstruktør kommer med endnu en fuser.

Men Knock at the Cabin er tværtimod et eksempel på, hvad den indisk-amerikanske filmskaber kan, når han er bedst.

Han har altid haft en forkærlighed for mennesker, som bliver tvunget til at tro på det umulige. Hvad enten det er spøgelser i Den sjette sans, rumvæsner i Signs eller sågar dræbernatur i The Happening, bliver instruktørens plagede hovedpersoner nødt til at gøre op med sig selv, om det umulige er muligt.

Trods de fantasifulde scenarier holder instruktøren som udgangspunkt en jordnær tone i sine film.

Superheltefilmen Unbreakable byder på mere socialrealistisk drama end bulder og brag-action, som vi kender det fra Marvel-filmene.

Det er i de intime rum, oftest mellem familiemedlemmer, at Shyamalan lader eksistentielle spørgsmål og kampe udfolde sig.

I Knock at the Cabin bliver konceptet ”tro” sat på spidsen.

Andrew nægter indædt at tro på, hvad de fremmede fortæller. Man kan ikke bebrejde ham, da de holder ham og Eric bundet til stole, mens de taler om dommedag og står med makabre, hjemmelavede våben.

Eric er mere tvivlende. Gennem flashbacks får vi indblik i udvalgte øjeblikke fra parrets liv sammen, som da de hentede Wen på et børnehjem, da hun var spæd.

Selv om han ikke har hovedrollen, stjæler Dave Bautista filmen med en helt igennem eminent præstation som Leonard. Den tidligere pro-wrestler har før markeret sig stærkt i mindre roller som i Denis Villeneuves Blade Runner 2049 og James Bond-filmen Spectre.

Mest kendt er han som den temperamentsfulde kriger Drax i Guardians of the Galaxy-filmene, men i Knock at the Cabin viser skuespilleren andre sider af talentet.

Med sin kæmpemæssige fysik, et skaldet hoved og tatoveringer på hænder og arme ligner Leonard mere en forbryder end den folkeskolelærer, han faktisk er. Men hans stille, velartikulerede stemmeføring er en betagende kontrast til muskelbøffen.

Shyamalan og medmanuskriptforfatterne Steve Desmond og Michael Sherman ændrer i Paul G. Tremblays bogforlæg The Cabin at the End of the World, så Bautista får mulighed for at spille nuancerne i sin karakter frem.

Billederne og underlægningsmusikken sælger uhyggen flot, og man er tilbøjelig til at tilgive de skæve øjeblikke, som ikke giver mening.

Efter en kreativ deroute har M. Night Shyamalan genfundet formen med Knock at the Cabin, der er en af de mest spændende overnaturlige thrillers i årevis.