Knox Goes Away

Vi kender ham bedst som Batman, Birdman eller Beetlejuice, men veteranskuespilleren Michael Keaton har mange talenter.

Vidste du, at han debuterede som instruktør i 2008? Det gjorde jeg heller ikke. Og nu har han igen flere hatte på som instruktør og hovedrolleindehaver i thrilleren Knox Goes Away.

Tidligt i filmen besøger Keatons John Knox en speciallæge for at udrede en mistanke om Alzheimers. Han er begyndt at glemme ord og plages af hukommelsessvigt og forvirring. Dommen lyder på en speciel form for hurtigt fremadskridende demens.

Knox har få uger tilbage, før han glemmer sine nære og kære og endda, hvem han selv er.

Med dette anslag kunne man frygte et forudsigeligt sygdomsdrama, men den forventning afkobles af det første twist. Knox arbejder som lejemorder, et job, der kræver både præcision og en skarp hjerne. Mord og hukommelsestab passer dårligt sammen.

Sammen med en ven hyres han til at dræbe en stor skiderik, som arbejder med trafficking. Men jobbet går i vasken, et lig bliver til tre, og Knox indser, at det er på tide at trække sig tilbage og begynde at tænke på fremtiden.

Så banker det på hans dør i den slags scene, som kun en Hollywood-manuskriptforfatter kan finde på. Knox’ søn Miles (James Marsden) har i årevis frasagt sig al kontakt, men nu står han skrækslagen, desperat og indsmurt i blod på dørtrinnet. Han er kommet til at dræbe et menneske og har brug for hjælp.

John Knox, der er ekspert i at slippe afsted med mord, begynder at brygge på en listig plan for at komme sin søn til undsætning.

Michael Keaton er en skuespiller, vi ser for lidt til, og som med hver nye præstation minder om, hvor dygtig han er til at spille karismatiske og lunefulde roller. Knox er et spændende mysterium, en enspænder, som sjældent opsøger menneskelig kontakt – ud over den prostituerede polak (Joanna Kulig), der punktligt ringer hver torsdag eftermiddag. Efter sex forsøger han at lære hende om klassisk litteratur.

Knox er hård, men intellektuel og en fængslende figur at bygge en film op omkring.

Hvad angår den noget søgte handling – som ligger et sted mellem Florian Zellers The Father og David Finchers The Killer – forlader instruktør Keaton sig lige lovligt meget på publikums evne til at lægge al logik fra sig for at lade sig underholde.

Heldigvis har han smag og fornuft til at omgive sig med lutter seværdige kolleger. James Marsden er troværdig som den nødstedte familiefar, mens legendariske Al Pacino er skøn i rollen som en af Knox’ allierede i den kriminelle verden. Og Marcia Gay Harden aflægger en kort, mindeværdig visit som hans ekskone.

I en sidehistorie spiller komikeren Suzy Nakamura en snushane, der ser Knox’ navn nævnt i flere mordsager. Den tørre humor i hendes scener er en legesyg modvægt til den alvor, der hænger over resten af filmen. Nakamuras kommissær Ikari havde passet fint ind i en af Coen-brødrenes thrillere.

I USA har Knox Goes Away fuldt forståeligt delt vandene hos både kritikere og publikum. Det er en fragmenteret film, der breder sig ud over forskellige genrer.

Måske vidner det om en lejlighedsinstruktør, der ryster på hånden – eller om en veteran, der føler sig tryg med at prøve sine egne idéer af. Selv mener jeg, det er til filmens fordel, at publikum aldrig helt kan vide sig sikker.

Men som helhed er filmen ikke desto mindre lidt for bleg til rigtigt at være mindeværdig for andet end sin hovedperson. Den er sjældent actionmættet, dramatisk eller synderligt spændende. Den er, hvad man generøst kan kalde en ”slow burner”, der tager sig god tid til at opbygge sin spænding.

Men da Knox endelig skrider til værks med sin gennemtænkte exitplan, og alle puslespilbrikker falder på plads, lykkes det trods alt Michael Keaton at levere en tilfredsstillende finale.