Kodenavn: Annika

Inden for nyere krimikultur, Nordic Noir, fremstår de finske krimiserier ofte som langt mere integreret i deres egen kultur end andre nordiske.

Finlands sproglige fremmedhed, beliggende som lus mellem to stormægtige negle, Sverige og Rusland, og hele landets særprægede historie flettes gerne inciterende ind i plottet.

Det er således helt fornuftigt, at SkyShowtimes første nordiske egenproduktion, Kodenavn: Annika, lægger sig ind i den finske del af genren. Sågar med et mere originalt plot end de øvrige nordiske landes noget klichéprægede kriminalitet på konspirationer. Nemlig forfalskninger og fiflerier i den internationale kunsthandel.

Seriens helt, den finske politiaspirant Emma med en kunstnerisk baggrund, bliver under kodenavnet Annika udlånt til det svenske politi. Hun skal under dette dæknavn infiltrere et stort svensk auktionshus, der mistænkes for at sælge falsknerier og hvidvaske sorte penge.

Emma alias Annika pendler mellem Helsinki og Stockholm. Hjemme i Finland er hun en nørdet standupkomikers kæreste og ligner naboens simple datter. I Sverige træder hun som Annika i hvidt jakkesæt og læberødt ind i noget, som ligner James Bonds glamourøse og vareæstetiske verden. Med fatale kvinder, farligt karlfolk og et barsk svensk politi.

Politiet koster brøsigt og ihærdigt rundt med stakkels Emma/Annika, som serien alt for ofte viser os som en yderst splittet person.

Selv om Emma uden makeup og læbestift ligner en helt almindelig kvinde, skjuler hun en grum barndomsfortid med en alkoholiseret kunstnermor, som omkom under sælsomme omstændigheder.

Dem får vi så serveret stødvis i flashback og rødtintet slowmotion.

På trods af at vi nu og da får toner af den særlige finskhed, som præger landets egen serieproduktion, er vi desværre mest i den sædvanlige mondæne agentverden, der ligner hinanden som to dråber champagne.

Den oprindelige idé om intrigant at handle om fup og fiduser inden for kunsthandel udarter sig mere og mere til atter en mafialignende konspirationsintrige. Hvor en bøs og brutal bagmand ved navn Blanko styrer den ganske underverden i Sverige og omegn.

Seriens småskizofrene kvindeskikkelse – vekslende mellem det ordinære og det ekstraordinære – har serien snuppet fra Luc Bessons skoledannende nyklassiker Nikita fra 1990.

Den franske film om en drabelig kvinde med dyster fortid gav os siden nordiske halvautistiske krimikvinder. Såsom Stig Larssons Lisbeth Salander, Sarah Lund i Forbrydelsen og Saga Norén i Broen. De er skæve skandinaviske kvinder, som er såre underlige, men sexet udfarende.

Helt så aparte er vor helt i Kodenavn: Annika dog ikke. Det, som hæver hende over kvindeklichéen, er den finske skuespiller Sannah Nedergård, som overbevisende og forførisk gestalter sin Annika som en femme fatale og sin Emma som usminket flinkeskolepige.

I Stockholm får vi Eva Melander som hendes politichef, lettere overvægtig, barsk og meget vrissende. Ardalan Esmaili, der ligner George Clooney med assyrisk fuldskæg, fladklippet hår og penetrerende pupiller, er den dæmoniske auktionshus-boss, som måske er god nok på sin sinistre bund.

Sætstykkerne er nordisk natur med udsigt til vand og land, skandinavisk overklassestil og limousiner i den dyre ende samt en cool fransk-afrikansk kvinde som en smule oversøisk voodoo midt i al den nordiske nysselighed.

Der er heldigvis nu og da glimt af finsk levemåde og atmosfære. Mest i seriens fjerde afsnit, hvor Emma besøger sin demente far ude på det finske bøhland med birketræer, vodka uden grænser og melankolske minder om forgangne vintre.

Plottet er hullet som en si, men produktet er rimeligt underholdende.