Aztekerne troede på, at døde man som en helt, blev man til en kolibri. Den meget lille fugl, der skal slå rigtigt mange gange med vingerne for at kunne holde sig på plads i luften.
Marco, hovedpersonen i italienske Kolibrien, bliver af sine omgivelser beskrevet som denne fugl.
Fordi han som barn var så lille af vækst, at han måtte have hormoner for at vokse. Og fordi han senere som læge energisk gør alt for, at hans liv hænger sammen i en kaotisk verden. Indtil han til sidst finder ud af, at man skal fare med lempe og lade livet køre sit eget løb med sorg og smerte.
Vi følger Marco, fra han er ung mand i 1970’erne og frem til, at han bor i Rom med en kone og datter, som begge er mærkelige og aparte.
Marco selv har en traumatisk erindring fra den forgangne sommer i huset ved havet, hvor han kissemissede med naboens smukke datter, mens hans storesøster tog sit eget liv.
Sommerforelskelsen viser sig at være fatal og forfølger lægemanden gennem hele livet som den uopnåelige platoniske prinsesse, han aldrig skulle vinde i livets store lotteri.
Undervejs i den ofte langsommelige film får vi andre skæbnesvangre dødsfald og et pokerspil, som ændrer alt.
Før den filmretning, vi fra 1940’erne kalder for neorealismen, drejede man i Italien ”de hvide telefoners film”. Det var mondæne film med just den farve telefoner, som signalerer sorgløs overklasse, men selvfølgelig med de sving i skæbnen, som skaber et sandt melodrama.
Genren forsvandt aldrig fra italiensk filmproduktion, og Kolibrien er et eklatant eksempel på disse film med solskin, regn og tunge skyer over en gruppe mennesker, som i den grad har deres på det tørre.
Filmen indledes med skønne billeder af det toskanske sommerland med villaer i millionklassen. Dramaet sættes i gang med en ung kvindes tragiske selvmord, men da motivet aldrig kommer for en dag, forbliver hendes død lige så interessant som avisens ukendte dødsannonce.
Vores personer bor lækkert og labert i Firenze og pendler omtrent ubekymret mellem Rom og Paris.
Det eneste moderne ved Kolibrien som melodrama er, at filmen er en adaption af den prisbelønnede italienske forfatter Sandro Veronesis roman af samme navn. Her springer forfatteren i tid og sted med en fjerlet elan og indforstået elegance, og da han også har skrevet manuskriptet, forsøger filmen at gøre det samme.
Instruktøren Francesca Archibugi smider os ud og ind af fortid, nutid og fremtid, men uden at skabe så meget sammenhæng, at man har noget at hænge sin interesse op på.
De drastiske spring, den kreative plotløshed og turbulens, virker langt mere forvirrende end meningsgivende og vedkommende.
Det er tydeligvis meningen, at Marco skal nå frem til en erkendelse om, at penge ikke er alt, at arbejde ikke nødvendigvis adler, og at man i sidste ende snarere skal komme hinanden ved.
Men når Kolibrien forsøger at sige noget dybt om livets grusomme omskiftelighed, sker det gerne på bekostning af den dramatiske sammenhængskraft.
Der er gode kræfter med i filmen.
Den fransk-argentinske Bérénice Bejo, den sprælske danser fra stumfilmen The Artist, spiller kvinden, som Marco aldrig kan få.
Han spilles såre fersk og farveløst af Pierfrancesco Favino, en træmand, hvis grene først blomstrer, da han bliver alenemorfar med et bedårende barnebarn. I mellemtiden har han fået god hjælp til at se livet i øjnene af en sympatisk psykiater (instruktøren Nanni Moretti).
Francesca Archibugi har smukke billeder og solide skuespillere ved hånden, men det er ikke nok til at redde filmens opsætning. På mange måder er Kolibrien en sympatisk film med et sympatisk budskab, den er bare for adspredt og ujævn i sit udtryk til at gøre et godt helhedsindtryk.
Kommentarer