Kongens valg

Det er fristende at sammenligne denne bragende flot opsatte genskabelse af de første dage af den norske besættelse med den danske version af samme historiske tragedie, 9. april.

Her kæmper en uerfaren cykeldeling af grønskollinger mod overmagten, mens man i Norge sænker tyskernes største krigsskib, trodser voldsomme bombeangreb rettet mod kong Haakon og mobiliserer en væbnet modstand af en ganske anden målestok end den danske.

Der er indkaldt hærskarer af statister og filmarbejdere for at levendegøre de tre mest dramatiske døgn i Norges nyere historie, hvor tysken satte den norske regering og den aldrende kong Haakon kniven for struben og krævede samme overgivelse som den, de kort forinden uden besvær havde fremtvunget i Danmark.

Norge satte sig straks kraftigt til modværge, men Erik Poppes ”storfilm” er langt fra et upersonligt heltekvad.

Poppe går tæt ind på det psykologiske drama bag det fortumlede forløb og viser, at det til syvende sidst var kong Haakon, der med sit klare nej til samarbejde trumfede den fortsatte modstand igennem på trods af en forhandlingsindstillet regering.

Det er mere end spektakulært– ren uhygge-poesi – når Poppe i starten lader det tyske krigsskib på vej ind i Oslofjorden glide frem som et lurende, lysende monster. Eller når han i Spielberg-lignende sekvenser sender de tyske bombefly buldrende ned over hovederne på de skræmte nordmænd.

Alligevel virker afsnittene om den væbnede modstand, personificeret af en purung, kongetro soldat, som filmens mest ordinære.

For tyngdepunktet ligger i kongefamilien.

Og det er pragtfuldt at se vor egen Jesper Christensen føje endnu en glansrolle til sit store galleri af markante karakterportrætter som kong Haakon VII, en umådeligt fint gradueret præstation. Han gennemfører en vanskelig kombination af ørne-profileret militær pondus og bedstefaderlig blidhed, der hele tiden holder én i ånde. For er denne ældede konge ikke inderst inde en svag mand?

Er det tilfældigt, at han i starten ses holde sig for øjnene og dernæst ligge i fosterstilling? Ja, for at afbøde rygsmerter, men symbolikken trænger sig alligevel på. Dækker hans ultra-demokratiske sindelag en manglende handlekraft, måske endda en blødagtig eskapisme?

Jesper Christensen har altid med samme suverænitet kunnet fremstille både knivskarpe og milde naturer.

Her får han brug for begge talenter i samme film, for kongen, der ellers helst bruger tiden på at lege med børnebørnene, tvinges til at træde i historisk karakter. Først som den, der samler den splittede regering, siden som den, der siger nej til en tysk kontrolleret regering, ledet af hjemme-nazisten Quisling.

Filmens norske titel er Kongens nei, der er mere præcis end den danske. Det er nemlig regeringen, der træffer det endelige valg om kapitulation eller modstand. Men det er kongens nej, der udløser regeringens valg.

Erik Poppe viste sig i De usynlige som en talentfuld og ambitiøs skildrer af ekstreme sindstilstande og marginale eksistenser. Denne gang overdoserer Poppe til tider den cigaretpulsende, intense sjælfuldhed, og til slut sniger grådkvalt patos sig glimtvis ind.

Men som helhed gøres de tilstræbt autentiske begivenheder menneskeligt nærværende, ikke mindst af Anders Baasmo Christiansen som en dynamisk kronprins Olav og Karl Markovics som den krigshadende tyske gesandt, der virkelig ligner, hvad han er: en sammenpresset lus mellem to negle.

Det bør tilføjes, at man slipper for at høre Jesper Christensen kæmpe for at tale norsk.

Haakon var dansk af opvækst og bror til kong Christian 10. At Christensens diktion så ligger nærmere Christiania end Amalienborg, er en anden sag. Ved at veksle mellem det intime, etiske drama og det historiske overblik sætter Kongens valg på en god måde skandinavisk film på det internationale mainstream-landkort.