Bortset fra den indlysende undtagelse med Joachim Trier (Oslo, 31. august), et afgjort behag ved modstandsdramaet Frihedskæmperen Max Manus og thrilleren Headhunterne har jeg ikke været berørt af det, mange insisterer på er en guldalder for norsk film.
Men Kraftidioten holdt mig engageret fra start til slut.
Fordi den er vittig, fordi den er drabelig – fordi den drejer en genres mange træske klichéer med lige præcis så meget elegance, at man hænger på.
Nils Dickman (svenske Stellan Skarsgård) er manden, hvis søn findes myrdet af narkogangstere, og nu vil han have hævn.
Dickman æder sig ind på gangsterbossen Grevens territorium, men sporet leder videre til den serbiske mafia anført af Papa (Bruno Ganz). Det er ikke noget prangende plot, rollerne uden om Dickman er vignetter snarere end karakterer, og Kraftidioten er spækket med referencer.
Coen-brødrenes Fargo er den film, den parafraserer oftest, men instruktøren Hans Petter Moland og manusforfatter Kim Fupz Aakeson er også store Tarantino-fans.
Grevens løjtnanter, med deres absurd-prosaiske dialog, er løftet næsten 1:1 ud af Pulp Fiction, ligesom Håndlangerne citeres flittigt. På bagsædet af Grevens bil udspiller sig pludselig Christopher Walkens klassiske suicidale enetale fra True Romance.
Den monstrøse, gule sneplov, som Skarsgård med stor visuel prægnans forfølger gangsterne i, er inspireret af Spielbergs truck i Duellen. Bruno Ganz’ mumlende patriark er en veloplagt opdatering af Brandos Don Corleone.
Kraftidioten er skæg og ballade. Og det virker.
Mordene i starten af historien er originalt og detaljeret beskrevet, men som ligbunken vokser, bliver de afhandlet mere og mere lakonisk. Efterhånden går vi direkte over til en mindeplade med navn, kaldenavn og grafisk angivelse af vedkommendes religion med kors eller andet. Det er sjovt.
Men der gemmer sig også en stor historie i Kraftidioten, en historie med politiske og sociale forgreninger. Intet er så hvidt – og så fjerntliggende – som Norge, når man kommer tilstrækkeligt langt nordpå.
Det banale Hollywood-B-filmplot får noget gravitas af at være omsat til så storladen og så hvid en natur. Billedet af Skarsgård, der hælder femten kilo hvid heroin direkte ud i sneen er flot, og en grøn paraglider-faldskærm efter en tur igennem sneplovens blad tager sig fantastisk ud.
Den store historie er også hvid. Den handler om millionær-rige Norges etniske hvidhed.
Gangsterchefen Greven og hans hold kan aldrig huske, om deres rivaler fra nabobygden er albanere eller serbere. Da en af konkurrenterne skal udryddes, men ingen ved, hvordan vedkommende ser ud, går Grevens mænd ud fra, at serberen – eller albaneren – vil være ham, der visuelt skiller sig ud.
Da David Sakurai pludselig dukker op som lejemorder, kaldes han automatisk ”Chinaman”. ”Kineserne er Asiens nomader,” kommer det vist fra Greven, og så nytter det ikke meget, at Sakurai retter det til: ”Jeg er dansker” og efter en pause: ”Og japaner.”
Ethvert tilløb til internationalisme fejler patetisk i Kraftidioten, men altid til tonerne af lydsporets Sydstats-inspirerede twangy guitartoner eller buldrende gotisk Nordic Noir.
Jeg tror, det er meningen, at vi skal trække på smilebåndet, når vi ser en norsk flække filmet, som var det Manhattan – med en sød, lille skyline.
Norge har fået nye ambitioner som filmland, det har været sikkert og vist længe.
Om landet for alvor formår at byde ind med noget nyt, der ikke er blancheret i ironi og syltet i meta, må vi se hen ad vejen. Men med Kraftidioten viser Moland i hvert fald et håndelag og en håndværksmæssig selvtillid, der er et godt afsæt for at komme videre.
Kommentarer