Krigerne fra Nord

Mange danskere husker sikkert øjnene under soldaterhjelmene i Armadillo. Det ene øjeblik vildt udspilede af krigsliderlighed, når Al-Qaeda er i sigte – det næste glasagtigt udtømte af granatchok og kamp for at glemme.

De samme øjne sidder i partisaner-tørklædernes sprækker på Al-Shabaab-soldaterne i Krigerne fra Nord. De er alle somaliske drenge med unge stemmer, men i interviewene taler de hollandsk, engelsk, finsk og norsk. De er vokset op i Nordeuropa, men rejst til deres borgerkrigsramte hjemland for at føre Jihad.

Nogle af dem kommer fra Danmark.

En af dem hed Abdi. Han kom fra i Rødovre, og han sprang sig selv og 24 nyuddannede somaliske læger i luften. Det får vi at se med egne øjne i filmens mest grufulde scene.

Deres terrorhandlinger er inhumane, men de mørke, nordiske krigere portrætteres med en insisterende humanitet.

Filmens ene instruktør Nasib Farah er selv dansk-somalier. Og det har krævet hele hans personlige netværk og fire års optagelser at infiltrere den danske gren af terrorgruppen Al-Shabaab, der kæmper for at indføre Sharia-lovgivning i Somalia.

Det er næsten ubegribeligt, at det lykkes ham og instruktørdebutanten Søren Steen Jespersen, som producede Blekingegadebanden (2009), at kaste lys over denne særligt mørklagte, kriminelle aktivitet. For denne bedrift er filmen udtaget til IDFA, verdens største dokumentarfestival.

Filmen lever takket være to modige medvirkende.

Den første kaldes Skyggen. Som tidligere Al-Shabaab-medlem afhænger hans liv af anonymitet.

På billederne optræder han kun som en svag skygge, dog tydeligt med en kasket på sned. Stemmen holdes også hemmelig. Hans interviewcitater berettes med somalisk accent af Mohamed Ali Osman – en hypnotiserende, slang-lyrisk fortællerstemme, som klæder de smukke dækbilleder.

”Skyggen” fandt en livsretning i Al-Shabaabs strenge tro sammen med en håndfuld rod- og rastløse drenge fra boligblokkene. Her kunne man kæmpe med nogen for noget. Gruppen barrikaderede de sig i en lejlighed på Nørrebro, læste koranen, spiste slik, spillede fodbold og så halshugningsvideoer på YouTube.

Da vennerne tog af sted til Somalia, blev Skyggen tilbage som en de moralske – eller som gruppen kaldte det – en af ”de svage”.

Den anden medvirkende er Abukar, faren til en af ”de stærke”. Som en moderat muslim fordømmer han alt, hvad selvmordsbomberne står for. Og han ringer til Gud og hver mand for at overtale sin fortabte søn til at vende hjem til Danmark.

Hos faren er øjnene igen et stærkt sindbillede. De blinker resolut tårer og angst væk, når han ser krigsvideoer på nettet og spejder efter sin søn blandt menneskemængden. Hans tapperhed er genuin sammenlignet med terroristernes blinde dødsforagt.

Instruktørerne slipper ikke for at besvare det svære hvorfor-spørgsmål: Hvorfor vælger knægtene fra højhuset i Rødovre at flyve til Afrika og sprænge sig selv i luften?

Filmens svar er tolerant og psykologiserende: Det er ikke religionen eller kulturens skyld. Problemet er snarere manglen på kultur, immigranternes vakuum mellem nationer.

De somaliske drenge kan manipuleres, når de kolliderer med familien, ordensmagten og misbrug. Al-Shabaab kan blive en familie, Paradis bliver familiens endegyldige hjem, og hjemmet skal forsvares – ”ligesom når danske soldater går i krig”, forklarer Skyggen.

Argumentationen mangler et par mellemregninger. Hvilke integrationsproblemer, Skyggen og hans venner har lidt under, forbliver et mysterium.

Til gengæld gives der et nuanceret og empatisk indblik i de mennesker, som dæmoniseres allermest i dag. Et indblik, som ikke bare er kunstnerisk fascinerende, men politisk afgørende netop nu.

Over 100 danske islamister er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for verdenssamfundets nyeste djævleyngel, Islamisk Stat. Og omkring 50 af dem er vendt hjem igen.

Faren i Krigerne fra Nord mener, at hans hjernevaskede søn burde flyve hjem uden tøven. Et halvt år i dansk fængsel er barneleg sammenlignet med tilværelsen i terrorist-træningslejr, siger han.

Mon PET ville lade ham eller IS-krigerne slippe så let?