Krigsfotografen

Studentervognen er på vej til det lille hjem på Østerbro.

”Kan Marikka drikke øl? Selvfølgelig kan hun det,” lyder studenternes fællessang, mens Marikka tyller igennem på den københavnske stenbro.

Faren holder plastictrakten højt i sommervarmen og giver hende et kram. Og så skal studenterne videre, mens han står tilbage, krigsfotografen Jan Grarup, der har brugt tre årtier på at dokumentere grusomheder.

Krig, hungersnød og flygtningestrømme. Folkemordet i Rwanda, jordskælvet i Haiti, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik og krigen i nordirakiske Mosul, som terrorgruppen Islamisk Stat belejrede. Han er krigsfotograf med otte World Press-priser i bagagen.

Men hvem er manden, spørger instruktør Boris Benjamin Bertram. Han har siden 2014 fulgt Jan Grarup på arbejde i Den Centralafrikanske Republik, i Irak og hjemme på Østerbro.

Instruktøren står bag anerkendte dokumentarer som verdensomrejsen The Human Shelter, Diplomacy – om den humanitære katastrofe i Sudan – og så selvfølgelig Krigskampagnen, der skildrer samarbejdet mellem Bush, Blair og Fogh.

I filmene er Bertram fuldt til stede med kameraet, og Krigsfotografen er ingen undtagelse.

Instruktøren excellerer i håndholdt uden at ryste på hånden. Og som fluen på væggen summer han ind i det kreative københavnerhjem, hvor den ikoniske bananplakat med protopunkbandet Velvet Underground troner.

Foruden at dække krigszoner er Jan Grarup også international rock’n’roll-fotograf, der drikkerkaffe fra morgen til nat, går til Patti Smith-koncert, har borde fyldt med papirer og ryger smøger. Og det kan alt sammen være svært at forene med rollen som far til fire.

Krigsfotografen er en underspillet og givende film, hvor fotografen for en sjælden gangs skyld er i skudlinjen.

En aften drikker familien Cola Zero, fun-saftevand og spiser pizza ved stearinlys. En anden diskuterer Jan med sin ene datter, hvornår hun skal være hjemme. En tredje aften siger teenagesønnen, at kødbollerne ikke har fået nok.

”Så lad være med at spise dem,” svarer faren tørt.

Det er kosteligt morsomt at følge hverdagen hos Mr. Cool og familien. Men så falder bomben.

Hans ekskone har fået kræft. I yderste konsekvens overlever hun ikke. De har tre store børn sammen, og nu får Grarup ansvaret for dem, fortæller han på hjemmekontoret, mens der bliver filmet en ensom akvariefisk.

Straks efter sidder han i en ørken med hvide barakker i baggrunden. Med et kamera i hånden, iført støvede chelsea-boots og sorte cowboybukser.

Dokumentaren viser en mand, som er fanget mellem arbejdet og familien. Han vil erobre verden og samtidig være til stede som alenefar. Og hans egen livssituation bliver sat i perspektiv. Vi ser Grarup tale med en far, der har mistet to sønner. Vi ser en lille dreng i forbinding, der råber på vand. Vi kører gennem ruiner, mens der spilles radiorock.

”Man kan lugte, at nogen er død,” siger Jan Grarup inde i ruinerne, mens vi hører skud og bomber og mindes om Full Metal Jacket.

Det er helt ind til benet, og det må have været en udfordring for instruktøren at finde balancen mellem familielivet og krigszonen. Det kan dog godt ærgre, at den i sidste ende falder ud til fordel for familielivet.

Jan Grarup har tidligere udtaltsig om sit stofforbrug for at klare hårdeste rejser. Det er udeladt,og vi kommer ikke så meget som håbet med på de vilde reportageture. Til gengæld bliver der løbende vist fotos fra Jan Grarups imponerende bagkatalog. Dem fra krig og konflikter, så man forstår spillet.

Krigsfotografen er et følsomt portræt, der med sympati og forståelse viser, hvad Jan Grarup ofrer for sit arbejde.

Og så fremstår han som et vaskeægte københavnerikon, en mand, der både føler sig hjemme med murbrokker fygende om ørerne og med røg på stenbroen en solrig sommerdag.