”Du har blod på hænderne!” råber den ophidsede aktivist, efter han har kastet orangerød maling over Danmarks daværende statsminister midt på Christiansborg. De historiske billeder udgør anslaget i Boris Bertrams dokumentar Krigskampagnen og er et kuldegys-fremkaldende flashback til en tid, hvor nogle gik på gaden, mens flertallet så passivt til, da den danske regering tilsluttede sig den amerikanske invasion af Irak.
Det er ti år siden nu, og med Krigskampagnen forsøger Bertram at give os et indblik i den proces, der gik forud for beslutningen om at gå i krig på et grundlag, der skulle vise sig at være et fabrikeret fatamorgana.
Gennem interviews med whistleblowers, diplomater og tidligere efterretningsagenter giver Krigskampagnen en kronologisk gennemgang af krigsforberedelserne frem til marts 2003. Fra de første tanker om regimeskifte i Irak i slutningen af 90’erne – hvor nøglefigurer som Dick Cheney, Paul Wolfowitz og Donald Rumsfeld sammenbryggede New American Century, en ny doktrin for USA’s udenrigspolitik – til 11. september som udløsende faktor for Bush-regeringens beslutning om at indføre vestligt demokrati i Mellemøstens mest olierige land.
Boris Bertram samler trådene i de sidste par års lækager og vidnesbyrd og viser, at USA’s afgørende bevis på masseødelæggelsesvåben var et til lejligheden fremstillet diasshow med satellitbilleder og dertilhørende soundbites, der gerne skulle tolkes, som om Saddam Hussein var verdensfredens største trussel. Angrebsiveren var så stor, at den amerikanske regering satte alt ind på at overbevise FN om, at noget måtte gøres – hellere før end siden.
Filmens stærkeste kort er de intelligente interviews med de mest centrale whisteblowers og tidligere magthavere, der oplevede beslutningsprocessen på nærmeste hold. Storbritanniens daværende ambassadør i Washington beretter for eksempel skarpt og humoristisk om, hvordan Tony Blair blev hvirvlet ind i George W. Bush’ ønsker om et regimeskift i Mellemøsten, mens de to stormagters officielle stabe sad på en TexMex-restaurant og undrede sig over, hvad de to statsledere mon skulle bruge en hel aften i enerum til.
Med den slags detaljer viser Krigskampagnen, hvordan beslutningsprocessen i høj grad afhang af enkeltpersoners personlige engagement og interesser, og at disse venskaber toplederne imellem havde afgørende indflydelse på den fælles front, der i sidste ende gik uden om FN’s sikkerhedsråd. Det gælder også den danske krigsbeslutning, som ikke mindst var drevet af Anders Fogh Rasmussens udtalte kærlighedserklæringer til den amerikanske storebror, der med Foghs ord gav Danmark langt større indflydelse, end vores lille lands størrelse berettigede.
Boris Bertram har ikke i samme grad brugt de suggestive virkemidler, som Christoffer Guldbrandsen – efter effektivt spinarbejde fra Forsvarsministeriet – brændte fingrene på i Den hemmelige krig. Forsigtigheden er forståelig, men det virker også, som om Bertram har gået med så tætsiddende livrem og seler, at han har skruet lidt for meget ned for dramaet.
Sagsfremstillingen og den kronologiske rekonstruktion er en anelse stillestående og visuelt konservativ, med sine klip til en gammeldags diasfremviser mellem de mange stillbilleder. Man kunne have ønsket sig, at Bertram havde lagt sig lidt mere op ad amerikanske forbilleder som Errol Morris, der virkelig mestrer talking heads-genren, og som bruger stærke virkemidler som en stilistisk nødvendighed i jagten på sandheden.
Til gengæld er filmen overbevisende og uomtvisteligt velresearchet. Modsat Den hemmelige krig er præmissen for Krigskampagnen da heller ikke at undersøge, om politikerne løj, men at understrege, at de gjorde det. Anders Fogh Rasmussen modsagde sine egne sikkerhedskilder, da han udtalte, at der var risiko for, at Irak ”snart vil råde over atomvåben”. Og Per Stig Møller tilbageholdt afgørende oplysninger, da han fra Folketingets talerstol undlod at fortælle, at der ikke var fundet bevis for, at Irak skulle have genoptaget sit atomprogram.
Det har været kendt i offentligheden i flere år, men Krigskampagnens bedrift er, at det bliver lysende og chokerende klart, at der aldrig har været et retsopgør, som har fået hoveder til at rulle. Og mens krigen hviler som en skygge over Blair og Bush’ eftermæle, sidder Anders Fogh Rasmussen på en attraktiv toppost med et mere eller mindre ublakket udenrigspolitisk ry.
Her på tiåret for invasionen kunne man godt have undt Boris Bertram flere midler, mere sendetid og endnu større opbakning fra public service-giganten DR. For selvom Krigskampagnen har sine mangler som dramatisk dokumentar, er den et forbandet vigtigt og grundigt dokument.
Kommentarer